Militærmusikalske minder fra de slesvigske krige 1848-50 og 1864

af Martin Corfix

I krigene 1848-50 og 1864 opererer vi med to former for militære musikkorps; brigademusikkorpsene, der var harmoniorkestre dvs. besat med træblæse- og messinginstrumenter og bataljonsmusikkorpsene, der havde ren messingbesætning. Efter Hærordningen i 1841-42 havde Danmark fire brigademusikkorps - foruden musikkorpset ved Den Kongelige Livgarde til Fods. Brigademusikken og musikkorpset ved Livgarden til Fods havde en besætning på hver 27 musikere: "1 Brigade Tambour; 10 Hoboister af 1ste Klasse - heriblandt Forblæseren (den daværende betegnelse for musikdirigenten); 8 Hoboister af 2den Klasse; 8 Hoboister af 3die Klasse. Brigadetambouren var den, der rangerede højest i hierarkiet og havde blandt andre goder "frit Huus". Desuden nød Hoboisterne fri mundering samt 1 brød hver femte dag!

Til hver af de 20 bataljoner (først i løbet af 1850erne havde alle bataljoner fået musikkorps) var der normeret et musikkorps af størrelsen: "1 Stabshornist (Overspillemand); 8 Hornblæsere (Spillemænd) af 1ste Klasse; 8 Hornblæsere (spillemænd) af 2den Klasse". Årligt blev der fra armeen bevilget 120 rigsdaler til instrumenter og noder til bataljonsmusikken, men merudgiften ved at holde musik blev betalt af bataljonernes officerer - en ca. 150 til 160 rigsdaler årligt. Officererne betalte altså op af egen lomme, for at de kunne "nyde en god Bataillonsmusik". En sådan ordning kendtes i øvrigt indtil for få år siden ved de engelske 'Regimental Bands'.

Forskellen mellem de to former for musikkorps var, at hornblæserne ved bataljonsmusikken mere var "frontsoldater" end deres kolleger i brigademusikken: I treårskrigen var brigademusikken dog med i forreste linie og kunne ledsage troppernes stormløb med en opildnende hurtigmarch eller stormmarchgalop. Således hører vi fra året 1850, at den senere fra Tivoli og Folketeatret så kendte musikdirektør C.C. Møller (ham med "Bataille march" fra 1864) som 27 årig hoboist deltager i Istedslaget med 2. Brigades Musikkorps. Bataljonsmusikerne spillede både bag linjerne i bataljonsmusikkorpsene til "oplivning af soldaterne" og varetog så også hornblæsertjenesten (signaltjeneste) mellem de militære afdelinger i felten.

Parcellist og musiker, Anders Pedersen, der under Treårskrigen var trompeter ved Batteriet Glahn, beretter netop om en sådan 'oplivning' fra Frederiksstads belejring og bombardement: "Der var ingen steder i byen, vi kunne være i sikkerhed. Vi mandskab talede undertiden om den stilling, vi befandt os i for tiden. Vi var nemlig enige om, at enten blev vi druknet, skudt, tagen til fange, eller vi måtte sejre....I den tid fra midten af november til 16. à 18. februar 1851, var jeg under fjendens bombardement. Et musikkorps blev i den anførte tid sendt ind til byen og spillede nogle timer for os, som lettede meget på vores humør. Så endelig var det blevet våbenstilstand, som blev til fred. Der blev glæde og den blev stor. Vi drog fra byen den 18. februar 1851. Da jeg blæste parademarsch fra torvet, syntes jeg, at tonerne af min trompet gav ekko i ethvert af hjørnerne af byen." (Dengang jeg drog afsted, Kbh 1948)

Fra Istedslaget den 25. juli 1850 hører vi i sandhed om en militærmusikers udmærkelse, der fandt sted i Treårskrigens, ja, Nordens drabeligste slag. Her berettes, hvorledes det lykkedes stabstambour Orbo ved 2. Lette Batallions Musikkorps (1. Jydske Infanteri Regiment, senere Kongens Jydske Fodregiment) ene mand at tage otte 'insurgenter' (oprørere) til fange, der under deres tilbagetog var krøbet i skjul (på lokummet!) ved Helligbæk Kro. (Kilden er gået tabt, men jeg har beretningen fra en privat optegnelse!).

Fra 1852 og op til den anden slesvigske krig lå københavnerne - 1. Bataljon (Danske Livregiment) - garnisoneret i den holstenske by Rendsborg ved Ejderen. Byen var helt igennem protysk og dens befolkning besad et dybtfølt had til alt, hvad der var dansk. Helt uden sammenstød blev opholdet derfor heller ikke for bataljonen, og gensidige drillerier blussede fra tid til anden op. Bataljonschefen, oberstløjtnant Max Müller (den senere helt fra Sankelmark) indskærpede sit mandskab, at der skulle udvises mådehold overfor borgerne, særligt 'turnerne' og Kielerstudenterne. Men at dette kunne være svært, viser en episode i 1863 fra Kiel, hvor 3. og 4. kompagni af 1. bataljon i vinterhalvåret lå garnisoneret: "Henimod Slutningen af Opholdet kom det til et alvorligere Sammenstød mellem Bataljonens Officerskorps og Studenterne. Der havde en Aften været en selskabelig Sammenkomst mellem de førstnævnte i en Café, hvor Bataillonens Musikkorps spillede. I samme Lokale indtraf ud på Aftenen flere Studenter, der paa forskellig Vis optraadte udfordrende overfor Officererne, i hvis Midte djærve og stærke Mænd som Kaptajn Weyhe og Premierløjtnanterne Riebau og Ostermann sad. Det kom snart til Skænderi, dette til Slagsmaal paa aaben Gade. I dette tog Musikkorpset del; Messinginstrumenterne dansede flittigt paa de akademiske Rygge. Den følgende Dag henvendte en Studenterdeputation sig til Max Müller med Besværing over det passerede. "De føler Dem fornærmet, mine Herrer, og kræver Satisfaktion", svarede han, "mine Officerer staar til deres Disposition!", og senere henvendt til sine Officerer: "Inden 24 Timer maa denne Sag være bragt ud af Verden. I mine unge Dage hernede var vi aldrig i Tvivl om Midlet." Den halvkvædede Vise blev fuldt forstaaet. En Udfordring fulgte. Denne blev imidlertid ikke til noget, da Studenterne krævede at duellere i den beskyttende Plastron, men herom vilde Officererne ikke høre Tale. Sagen endte med, at Studenterne gav en uforbeholden Undskyldning for deres Optræden." (Kilde: Danske Livregiment til Fods. 1. Bataillon 1763-1913 v. Valdemar Stilling. Kbh. 1913. s. 305).

Max Müllers hjertebarn ved bataljonen var musikkorpset. Og, at han var overbærende, når der var tale om musikerne, vidner følgende beretning om: "En dag musicerede Bataillonens Musikkorps foran Kommandantens Bolig (i Rendsborg). Inde i Arrestbygningen paa den anden Side af Paradepladsen sad en af Kammeraterne for at afsone en Straf paa 10 Dagens mørk Arrest for en alvorlig Vagtforseelse. Tanken faldt paa ham, og det besluttedes at henvende sig til Oberst Helgesen for at formaa ham til at eftergive Musikeren de resterende tre Dage af Straffen. Som forskrevet i Reglementet blev to af dem Talsmænd for dem alle, og uden først at henvende sig til Bataillonen søgte de foretræde for Kommandanten og overbragte deres Erinde. "Ja, hvad F... ved jeg, jeg skal overtænke Sagen", svarede denne med sit norske Tonefald, men næste Dag stod at læse i Kommandantskabsbefalingen, at Musikeren paa Kammeraters Forbøn var blevet eftergivet de manglende Dage. Oberstløjtnant Max Müller, der intet kendte til sagen, blev vred og lod de to, der havde talt på Kammeraternes Vegne, beordre til Øjeblikkeligt Møde i sin Bopæl i Mühlenstrasse. Skælvende for, hvad det næste Nu ville bringe, traadte de ind i Chefens Værelse. "Hvad skal jeg høre! Og I er gamle Soldater og har deltaget i Felttogene! Min Pligt er at lade Jer begge afsone de tre Dage, den anden slap for. Nu kan I træde af." I Angst og bæven afventedes Befalingen; den indeholdt dog intet herom, og de slap med Skrækken og Tiltalen (Sammesteds s. 287).

Christian Bredsdorff skildrer i bogen "Paa Feltfod" i form af breve til hjemmet sine oplevelser fra 1863-64 med det 18. Regiment. I et brev fra Dybbøl den 2. april 1864 fortæller han om de 13-14 årige spillemænd: "Tromme, lomme, lom! det er mit eget Kompagni", - det lyder virkelig fornøjeligt; jeg maa ud og høre dem lidt nærmere. Pokkers kønne Folk, de Gardister, med deres smaa, fikse blaa Huer. Men de ved det ogsaa nok selv, har jeg en Anelse om. Der staar tre smaa Piberdrenge, den ene mindre end den anden, men alle med Huerne paa Snur og Sidehaaret redt i Hjul - den samme Kam er aabenbart gaaet gennem dem alle tre, ikke et Haars Forskel er at opdage. De ser for Resten slet ikke fornøjede og barnlige ud. Nej, da priser jeg vor lille Hornblæser, Michelsen, med det yndigste, lille, milde Ansigt, man kan se, og saa er han saa tjenstvillig som en Potte paa 3 Ben til at gaa hen og hente øl, Brød osv., osv. Han er ogsaa hele Kompagniets Yndling, men ingen er mere forelsket i ham end vor norske Sergeant; han reder aldrig Seng til sig selv, uden tillige at rede til "den liten jævel", som han kalder ham, og naar vi, som vi gør hveranden Nat, ligger under aaben Himmel, begraver han ham formelig i Halm, saa der ikke er Spor af Spillemand at se. Vi havde Mage til ham, kun lidt mindre, lille Peter, men han blev nappet af Tyskerne den 22.nde febr.; han var saa træt af at løbe, det lille skind, at han smed sig ned i en Grøft. Straks efter kom Preusserne, og nu saa en af vore en Preusser tage ham op, klappe ham paa Kinden og nok saa lempeligt sætte ham over gærdet, hvor han var i sikkerhed for vore Kugler. Han har nu skrevet fra Küstrin, at han morer sig med at spille Klink med sin faderlige Ven, Overspillemanden; han er fri for Arbejde, fordi han er saa lille, men spadserer omkring med en Soldat efter sig (!), faar daarlig Middagsmad, men saa meget mere Brød, han vil have, og 1/4 Pd. Smør hver fjerde Dag. Han var meget henrykt over 4000 Cigarer, som var sendt derover fra København, og hvoraf han ogsaa havde faaet sin Andel: 10 Cigarer - det var ellers en forbistret Mængde Fanger, hele 400!" (s. 246~47, Paa Feltfod, Kbh. 1911).

Vi kender alle til 'Den lille Hornblæser', han står på Rådhuspladsen, men han er ikke en opdigtet person. H. P. Holsts nationale digt 'Den lille Hornblæser' er en hyldest til alle de drenge i 10-12 års alderen, de såkaldte 'spillemænd', der gjorde felttogene 1848-50 med. De små hornblæsere blev for en stor dels vedkommende rekrutteret fra Vajsenhusene og særligt 'Christians Plejehuus' i Eckernförde. Plejehuset var oprettet af Frederik V i 1764 i København som 'Invalidehotel'; en stiftelse for invaliderede veteraner, soldaterenker og fader- og moderløse soldaterbørn. Plejehuset blev i 1785 flyttet til Eckernförde og her blev det for alvor en 'planteskole' for dygtige underofficerer og spillemænd til armeen. Under opholdet blev drengene uddannet af dygtige musiklærere til hoboister, trompetere og hornblæsere og gik direkte fra plejehuset til de af armeens afdelinger, der havde brug for dem.

Det er en del af historien, - men vi får også set bagsiden af medaljen, når vi hører, at feltpræsten i Sydslesvig i 1864, Erik Høyer Møller, skriver om, da han på et feltlazaret finder fire små hornblæserdrenge. Det er en ren elendighed, da han erfarer, at de små drenge næsten er analfabeter - og dertil ukonfirmerede. Dette møde udmønter sig i, at hornblæserdrengene får lært at læse og skrive og bliver konfirmeret. Mon ikke der fra arkiverne kunne frembringes flere af den slags historier.

En lignende institution kendte man i den Østrig-Ungarske Arme. Her blev forældreløse drenge optaget og opfostret af regimenterne. Det er disse drenge marchkongen Julius Fucik tænkte på, da han skrev sin meget fine march "Die Regimentskinder".

Den senere generalmajor H. Holbøll fortæller levende i sin bog 'En Brigadeadjutants Erindringer fra Krigen 1864', hvordan han som adiutant ved 8. Brigade for den faderlige oberst Scharffenberg var med i kampen mod Østrigerne ved Selk, Kongshøj og Saksarmen den 3. februar 1864: "..de fjendlige Skytter fik straks Forstærkning af en hel Bataillon. Den rykkede frem i Kolonne, i Spidsen Musikkorpset, der blæste en Stormmarsch, saa fulgte Bataillonschefen til Hest og derefter Bataillonsfanen. Kaptajn Stockfleth lod Mandskabet skyde paa Musikkorpset, paa Bataillonschefen og Fanebæreren. Derefter lød Stormmarschen ikke mere saa flot, der manglede adskillige Stemmer, Bataillonschefen fik sin Hest skudt under sig, greb Fanen, da Fanebæreren faldt, og nu gik det atter fremad med uimodstaaelig Kraft..." pag. 64.

Fra stormen på Dybbøl den 18. april 1864 fortælles det, at på slaget 10 tav de preussiske kanonbatterier, - de preussiske kolonner stormede nu Dybbøl under hurraråb, og de danske afdelinger løb mod skanserne under officerernes opildnende "fremad folk!" for at befæste dem, inden fjenden kom indenfor. Et øjenvidne beskriver stormen således: "Før Tankerne ret var klarede før den bratte Overgang, var den vilde Nærkamp begyndt, Riffelskud, Hurraråb og højrøstet Kommando på dansk og tysk lød fra alle Sider, blandet med York-Marschens Toner fra de Preussiske Musikkorps, som var anbragt i Skyttegravene." (Vor Sidste kamp for Sønderjylland v. Axel Liliefalk og Otto Lütken. Kbh.1904. s. 382). I øvrigt fortælles det i overensstemmelse med ovenstående øjenvidneskildring, at den preussiske musikdirektør Gottfried Piefke (ham med "Düppler Schansen Sturmmarsch") under stormen på Dybbøl Skanser med sin sabel dirigerede fire musikkorps, der uafladeligt blæste Beethovens "York'scher Marsch".

Kl. 10,45 berettes det fra slaget: "En 5 til 6 raske Karle brød frem fra et Hegn, men faldt næsten på Linie en halv Snes Skridt foran og lå døde og saarede i Kugleregnen. Reservehornblæser Ovesen, 'Slagteren', løb frem og hentede først en saaret tilbage til Hegnet, snart efter en til. Tredie Gang løb han frem og slæbte en døende Kammerat hen til Jordvolden; men kunde ikke faa ham over. "Hils Faer og Moer, for nu døer jeg. Gud tilgive mig og give mig Fred", sagde den saarede. Ovesen bøjede sig ned over ham for at løsne hans Tøj, men sank i det samme selv om med gennemskudt Hoved." (Sammesteds s.401).

Mange af hornblæserne i det senere 2. Regiments Musikkorps i Helsingør, var også med i ilden 1864 som 18. Bataillons Musikkorps. I korpset blev der mange år efter fortalt om flere af hornblæsernes fortjenester under felttoget, og fortællingerne er sikkert blevet bedre med årene: Hornblæser E. W. E. Nielsen blev på et tidspunkt taget til fange af tyskerne, men idet han simulerede syg, blev han indlagt på lazarettet. Her så han sit snit til at stjæle en tysk lægeuniform og kappe og tog så flugten forklædt som preussisk militærlæge. På jernbanestationen blev han stoppet af nogle preussiske soldater, der kom bærende på en såret kammerat. Da de troede Nielsen var læge, spurgte de, om der kunne gøres noget. Da hornblæseren havde et klogt hoved og talte godt tysk, nedkradsede han en recept med nogle latinske gloser og gav ordre til soldaterne om at hente medicinen på apoteket. Nielsen kom på toget, og da det dampede mod nord, råbte han til dem: "husk at ryste flasken". Hornblæseren slap lykkeligt hjem til Danmark, meldte sig til sin afdeling og blev atter sendt til fronten.

Om hornblæser, underkorporal ved 18. Bataillon William Haudrup fortælles det videre fra 1864, at hans regiment delvist var nedskudt og opløst. Men af den afdeling, han tilhørte, var der endnu en del tilbage. Denne blev nu i en hulvej omringet af tyskerne, og af de tilbageblevne befalingsmænd var der kun en ung løjtnant og ham selv. Da løjtnanten nu gav en ordre, som efter Haudrups mening var den sikre død for mandskabet, parerede han ikke ordren, men tog selv ledelsen, blæste først hurtig tilbagerykning og derpå stormangreb, hvilket forvirrede tyskerne, således at de danske soldater slap igennem tyskernes angrebskæde. Under stormløbet blafrede hans kappe eller slag for vinden og blev så gennemhullet, at den omtrent faldt af ham, uden dog at en eneste kugle rørte ham. (Dansk Musiker Tidende januar 1953).

De danske brigademusikkorps deltog ikke som samlede enheder i kamphandlingerne 1864, som de havde gjort i Treårskrigen. Det var som skildret kun preusserne der den 18. april kunne storme til krigsmusik. Musikerne fra både brigade- og bataljonsmusikkorpsene måtte i 1864 hver især ud at kæmpe på slagmarken som hornblæsere. Men bag linjerne blev der spillet. Mens Preusserne beskød de danske skanser på Dybbøl fra Broager, hører vi hvordan livet former sig bag linjerne i Sønderborg med både teater, dansk- og preussisk militærmusik:

"I Sønderborg gik Livet i denne Tid sin daglige Gang; de enkelte Granater, som af og til blev sendt derover fra Broager, vakte kun liden Uro. "Det er jo, som om man kom til København", udbrød en Officer, som aflagde et kort Besøg i Byen, "Gas i Gaderne, fulde Butikker, Damer i Vinduerne". Paa Teatret spillede et Provinsskuespillerselskab og den ikke helt unge Mademoiselle Godeau glædede Jenserne ved Dans; Publikum var næsten udelukkende militært, Tonen noget fri, man sad med Hatten paa og røg Tobak i Salen. Engang gik Gassen ud under Forestillingen, men det blev taget gemytligt, og under Afsyngelsen af 'Den tapre Landsoldat' vandrede Tilskuerne ud. Hver Dag Kl. 4 blev der musiceret af et større Orkester foran den kommanderende Generals Kvarter, og der samledes altid mange Tilhørere. Om Aftenen Kl. 9 blev Tappenstregen spillet gennem Gaderne. med fuld Musik, som altid endte med 'Den tapre Landsoldat'. Forøvrigt kunde man ogsaa nyde Preussernes musikalske Præstationer, naar man trættedes ved de danske. Foran Sandbjerg kunde man se Regimentsmusikken opstillet, medens Grupper af Militære vandrede rundt omkring; kun maatte dette Syn nydes lidt paa Afstand; kom man Stranden for nær hvislede en Spidskugle snart om ørene." (Vor sidste kamp for Sønderjylland, Liljefalk og Lütken Kbh. 1904)

Ovenstående viser, at musikinstrumenterne ikke var blevet pakket ned og sendt til København, som Knud Lindhardt i sin bog 'Klingende Spil' fra 1932 antager: "I 1863, da den danske hær trak sig ud af Altona og i det hele brød op fra de sydlige garnisonsbyer, blev musikinstrumenterne afleveret fra orkestrene, pakket i kasser og sendt til København" (Lindhardt s. 71). Ovenstående skildring siger det modsatte; at man i Sønderborg/Dybbøl havde dansk militærmusik bag linjerne til adspredelse og opmuntring af tropperne.

Ligeledes erfares det, at 1. Regiment, da de forlader garnisonen i Rendsborg havde deres musikkorps i spidsen: "De i Holsten garnisonerende afdelinger holdt endnu dette hertugdømme besat, men det var af den danske regering bestemt til at rømmes med sværdet i skeden. 1. Regiment (omdannet fra bataljon til regiment den 1. dec. 1863) forlod under major F.C. Hansen 3. juledag 1863 Rendsborg. Borgerskabet havde givet møde; det var et tavst vidne til, at regimentet under den hvide-røde fane og under klingende spil fra paradepladsen satte sig i march ud gennem Nyport. "Mod syd", spurgtes der, "skulle ikke den danske hær rykke tilbage til Dannevirke?"...(Valdemar Stilling, Danske Livregiment til Fods 1763-1913 s. 308)

En beretning, der understøtter min antagelse, finder vi imidlertid i Knud Lindhardts egen bog. Han skriver et sted om troppernes hjemkomst efter nederlaget: "Indtoget i København efter krigen 1864 formede sig jo heller ikke som efter sejren ved Fredericia i 1849: Med blomster, musik og hele folkets jubel. I 1864 drog afdelingerne ind uden musik, langs voldene, til kasernerne. "Der kommer pjaltene fra 64," råbte gadedrengene og peb i fingrene, når de mødte en afdeling". Men indtil Frederiksberg Bakke blev der spillet. Man fortæller, at C. C. Møller gik op på bakken for at høre musikken spille den Bataillemarsch, han den gang nylig havde skrevet til ære for den danske soldat". (Lindhardt s. 73) Møllers march havde dog fået navneforandring, idet den egentlig var holdt over dåben som 'Sejrsmarsch'. Spillet blev rørt, og det var andet end signalhorn, når Møllers nye march kunne spilles. Musikinstrumenterne blev altså ikke pakket ned og sendt til København, som Lindhardt hævder, - hvorfor skulle de i grunden også det?

Krigen 1864 blev den store ulykke for Danmark; Danmark måtte slutte en bitter fred den 30. oktober, hvor landet afstod Slesvig, Holsten og Lauenburg, og den nye grænse blev trukket ved Kongeåen. Slaget ved Helgoland den 9. maj var det eneste lysglimt i skæbneåret 1864, hvor Kommandør Suenson med sin Nordsøeskadre sejrede over Tegethoffs østrigsk-preussiske eskadre.

Ligesom ved armeen var det i flåden hornblæserne, der varetog signaltjenesten til mandskabet. Batterichefen på fregatten "Jylland", P. F. Giødesen (senere kommandør) giver i sine optegnelser et levende indtryk af fregattens djærve mandskab, der da slaget havde varet i nogen tid blev tørstige: "Fjenden var imidlertid passeret forbi, og der blev ligesom en lille Pause i Skydningen. Varmere og varmere var det blevet for Folkene; de trængte til Øl, og Fadet stod fuldt, men kruset manglede; saa bad en af dem Hornblæseren om de maatte laane hans Trompet til at drikke af, hvorover han blev meget indigneret. Men de fik den, og beskyldte ham senere for, at det var "øllede Toner", han leverede..." (Vor sidste kamp for Sønderjylland s. 462-63) Jo, viddet fejlede ikke noget hos Holmens faste stok ved Helgoland! Det var disse raske søfolk, som C. C. Møller hædrede med marchen '9. Maj, Marsch til Den Danske Nordsøeskadre'.

De gamle musikveteraner fra 1864, Holstenerne og Slesvigerne

De gamle danske garnisoner var på preussiske hænder, og de Musikkorps der havde været garnisoneret i hertugdømmerne kom nu til at ligge i det egentlige Danmark. Størsteparten af de musikere, der fulgte med stammede ligeledes fra Slesvig, Holsten og Lauenburg. Holstenerne var fortrinlige og pligttro musikere, og som historikeren Niels Friis skriver; "og de har en ikke ringe andel i den danske militærmusiks mange gode og smukke traditioner. De kom til at præge mange af de efter krigen stærkt reducerede musikkorps for lange tider, navnlig de i Jylland-Fyn ganisonerende.."(Niels Friis, s.36. Militærmusikken, Viborg 1941). Det var holstenske musikernavne som: Abel, Gundelach, Brügmann, Jöns, Beyer, Leo, Lottenburger, Zorn, Möller, Prehn, Schwarz, Utermöhl, Schreiber og Simon. Fællesbetegnelsen helt op i vor tid har været 'holstenerne', - den sidste, jeg husker brugte ordet, var Kgl. Kapelmusicus Hans Fulling, når han stod på bar bund m.h.t et musikernavn, så sagde han: "det er nok en holstener!". Selvom der også var mange slesvigere iblandt.

Carl Nielsen rister netop disse holstenere en minderune, da han i bogen 'Min fynske barndom' fortæller om 16. Bataillons musikkorps i Odense, hvor han bliver spillemand i året 1879:

"En del af regimentsmusikerne bestod af gamle holstenere, som var gået til dansk side efter 1864. I Odense musik- og underofficerskorps fandtes mindst tolv af fjorten med tyske navne. I begyndelsen kunne jeg vanskeligt forstå, hvad de sagde til mig, men der gik ikke lang tid, før jeg kunne more mig over de pudsige vendinger og forkerte betoninger; især når de blev ivrige og ordene ikke ville indfinde sig. Navnene Schwarz, Gundelach, Schreiber, Lantow, Sachs, Abel og Leo fremtryller for mit blik endnu den dag i dag en række højst forskellige og ejendommelige karakterer og personligheder, som jeg gerne ville forsøge at tegne, men jeg må vistnok indskrænke mig til kun at nævne enkelte af dem lejlighedsvis, når min fortælling kræver det..."

"Dirigenten, Simon, havde rang af stabssergent. Vi yngste musikere skiftedes til at være hans ordonnans. Denne tjeneste bestod nærmest i at gå småærinder for hans store, mægtige kone. Men det var dog ikke så slemt, da Simon selv var en meget lille, skikkelig mand. Han bar en sort klap for det ene øje. Når vi spillede for generalen eller obersterne på gaden foran deres boliger, og der kom et ligtog nede i gaden, holdt musikken naturligvis op, medens det passerede forbi. Navnlig når det var udenfor oberst Zahlmanns hus på hjørnet af Flakhaven, der hvor nu Diskontobanken ligger, havde vi ofte gode udsigter til en ordentlig pause, og Simon havde en storartet evne til med sit ene øje at kigge om hjørnet helt ned i Overgaden og udspejde selv den tyndeste sølvliste af en ligvogn. Han rakte da øjeblikkelig begge hænder i vejret, standsede musikken og så dybt bedrøvet ud; og det var, som om den sorte klap for hans øje fik et sorgbetynget udtryk. Schwarz var en af de første til at holde op, når Simon gjorde tegn; og da jeg stod på venstre side af ham, stødte han til mig og sagde: "Der kommer en liik !" I disse pauser blev der fortalt en hel del historier, men når liget var ganske nær, sagde Simon: "Hold nu op med de historier !" Så gjorde han front mod ligvognen, gjorde honnør og så fuldkommen modfalden ud. Men når vognen var forbi, vendte han sig atter om, og så havde han den vane at stryge sig med hånden på langs af næsen videre ned over overskægget, som han så snoede ud i en spids. En dag, da en ligvogn passerede, spurgte Schwarz Simon: "Ved du, hvem den liik var?" Da Simon svarede: "Ja, det er den gamle fru Mathiesen nede fra Pugestræde" sagde Schwarz: "Was, das ist lügn, du fejler dig, hun var jo en olding for zwanzig år siden," men Simon nikkede og sagde, det var rigtigt nok. Så brast det ud af Schwarz: "Ach Gott, er det sandt, lefver hun wircklich endnu?" Efter den bemærkning kom der en lattersalve fra hele orkestret, så Simon måtte se sig strengt omkring. Men da de allesammen holdt inde, kom han selv til at le og begyndte ivrigt at dreje på overskægget for at skjule det."

Stabshornist August Simon, Dannebrogsmand, og bærer af 16. års hæderstegnet og krigsmedaillen 1864, var født den 15.4. 1831 på godset 'Gyldenstin' i amtet Lehnsahn i Holsten. Kom tidligt til regimentsmusikken i Rendsborg, veteran fra 1864. Efter krigen kom han til Fyn, hvor han fra 1870 til 1889 var stabshornist ved 16. Bataillon - senere 6. Regiment. Efter sin afgang udnævnt til krigsassesor. Virkede til sin død den 15.7. 1903 som musikdirektør ved Odense Teater, Skovforeningen "Fruens Bøge" og Læseforeningen. (kilde: Simons dattersøn: Carl Zinglersen, guldsmedmester i Odense 1964).

Carl Nielsen fortæller videre om den store øvelse sommeren 1881 omkring lejren ved Hald, hvor den fynske brigade deltog: "Henimod slutningen af øvelsestiden besøgte kong Christian IX lejren, og, såvidt jeg husker, boede han på herregården Hald. En søndag formiddag, da jeg var iført mit bedste puds, spadserede jeg op ad hovedgaden; da jeg var kommet til enden af gaden, mødte jeg min kollega, gamle Gundelach, som også var ude at spadsere. Jeg hilste ærbødigt på ham; så kom han med lange skridt hen imod mig og sagde: "Da-da-dajlig Sonntag; sollen vi to fugle gå ok spazieren en wenig?"" Jeg var uhyre beæret over at gå ved siden af den høje, smukke, gamle mand. Han vakte opsigt overalt, hvor han kom; ikke netop ved militært ydre og holdning, men ved sin mærkelige, høje, fornemme skikkelse, der nærmest mindede om en prælats eller måske en fyrstelig smykket kamel med store, melankolske øjne. Vi gik sammen tilbage ad hovedgaden. Da vi var kommet i nærheden af officersmessen, mødte vi kong Christian med nogle officerer i følge. Vi gjorde - som det hører sig til overfor kongelige personer - front og stram honnør for kongen. Hans Majestæt hilste venligt igen og sagde til Gundelach: "Hvad hedder De, min gode mand?" Gundelach svarede ikke straks, og da jeg skelede om til ham, så jeg hans mund bevæge sig, og lidt efter kom det: "Gu-Gu-GuGu-Gu-Gu. .." Kongen, som rimeligvis troede, det var forlegenhed, gik videre, men da han var kommet et stykke bort, kom det med fuld kraft: "Gundelach, Deres Majestæt!" Den gamle herre så helt skuffet og bedrøvet ud efter denne scene. Jeg har allerede fortalt, at Gundelach var højt agtet af alle, der kendte ham, og kan endnu tilføje, at han var en fortræffelig musiker og i besiddelse af en dannelse, der gik langt ud over hans stand i almindelighed."

Dansk Musiker-Tidende fra århundredskiftet og frem er en righoldig kilde til oplysning om de gamle regimentsmusikere. Nekrologer og jubilæer taler for sig selv, så herunder er et udvalg af de svundne tiders brave mænd.

I 1942 fortæller Aalborg orkesterforenings æresmedlem, overhornblæser Rasmus Petersen, hvordan musiklivet udfoldedes i Aalborg omkring 1885: "Da var regimentsmusikken nyligt blevet oprettet (1880). før havde der været to bataillonsorkestre. 9. Bataillons under direktion af Brockmann, 11. Bataillons under Hennings. Sidstnævnte var specialist i Klaphorn. De blev i 1880 slået sammen til 10. Regiments Musikkorps under ledelse af Stabshornist Brockmann. Jeg husker Hacke, han var en fin klarinetspiller. Han var en morsom type som for resten mange af disse gamle tyskere (red: holstenere). Han havde været med i 1848 på tysk(!) og i 1864 på dansk side (i 9.Bataillons Musikkorps). Hjemme stod han altid inde i en åben skorsten og øvede sig, for konen blev tosset af at høre på hans øvelser den ganske dag. Han var en original. Hans trompet hang altid under højre arm, og så hilste han - selv på general og oberst - med venstre hånd og kun to fingre. Det kunne godt hænde, at han mødte med blank støvle på det ene ben og fedtlæders på det andet. Så var det engang ved en parade for generalen, at stabshornist Overgaard præsenterede sine mænd for generalen og sagde: " - og det er den fremragende klarinettist Hacke!" - " Meget godt for ham", svarede generalen, " men hvordan blæser han signalhorn?" Det talte jo mere til fordel for generalens militære syn på tilværelsen end for hans sans for den højere musik, men realiteten var, at Hacke ikke ret godt kunne blæse signalhorn". (Dansk Musiker-Tidende 1942).

Det var folk som dannebrogsmanden Vilhelm Dræby, der som 17- årig meldte sig som frivillig og deltog i krigen i 1864 som hornblæser. Senere ansattes han som militærmusiker i 16. Bataillons Musikkorps i Odense. Siden hen kom han til Gardehusarregimentets Musikkorps i København, hvor han ved siden af sad som cornettist i Folketeatret i 28 år og i Tivoli Harmoniorkester under C.C. Møller (død i 1924 som 77 årig) (Dansk Musiker-Tidende 1924)

En anden var overhornblæser, dannebrogsmand Carl Møller, der også var musikveteran fra krigen 1864. Han var født i Holsten i 1839. Som ung blev han ansat ved 9. Bataillons Musikkorps, der havde garnison i Rendsborg og Altona. Han deltog i krigen og slaget ved Dybbøl den 18. april 1864, hvor han blev såret i benet ved granatsprængning. Efter krigen fulgte han med 9. Bataillons Musikkorps til Aalborg, hvor han virkede som militærmusiker og efter sin afsked fra hæren også ved det civile musikkorps. (Død i 1924 som 85 årig) (Dansk Musiker-Tidende 1924)

Fra Dansk Musiker-Tidende 1916: "Endnu et dødsfald indenfor Kbhs Orkesterforening, nemlig den omtrent 81-årige contrabassist A. Jøns, der døde den 23. marts. Det tynder ud blandt de ikke få Slesvig-Holstenere, der i sin tid fandtes i vore militære musikkorps. Jøns var en af dem. Han stod ved dragonerne i Odense, men flyttede ved sin afsked for 25 år siden til København..."

"Randers ældste musiker, forhenv. overhornblæser F. Zorn ved 6. Bataillon i Viborg kan den 9. marts fejre sin 80-årige fødselsdag. Han er født i Rendsborg 1831 og blev i 1853 antaget som spillemand ved 6, Bataillon, som dengang havde garnison i Rendsborg. Efter krigen 1864 blev Bataillonen forflyttet til Viborg, hvor hr. Zorn opholdt sig til han i 1891 faldt for aldersgrænsen...." (Dansk Musiker-Tidende 1911).

"En kendt og anset Københavns Musiker, fhv. Stabshornist Fr. Lottenburger, er afgået ved døden. Den afdøde var født i København den 4. april 1839 og således blev over 80 år gammel, blev allerede i en alder af 13 år knyttet til det militære musikkorps i Altona. han deltog senere i krigen 1864 og havde ved sin afgang fra militairet virket som stabshornist ved 4. Regiment på Sølvgadens Kaserne i 19 år. Desuden havde han i 27 år været knyttet til harmoniorkestret i Tivoli. Overalt vandt han sig ved sin ridderlige og noble optræden mange venner, og han var særlig i sine unge dage vel nok en af vor fineste cornettister." (Dansk Musiker-Tidende 1920). C. C. Møller, der stod i spidsen for harmoniorkestret i Tivoli, var god ven med Lottenburger - det vidner hans March 'Den gamle Veteran' om, der var tilegnet krigsveteranen Fr. Lottenburger.

"Overhornblæser Heinrich Eberhardt Prehn er død. Han deltog som militærmusiker i krigen 1864 og var indehaver af krigsmedaillen og Dannebrogskorset. Han var kendt som en særdeles dygtig og retlinet musiker. Han spillede i sin tid på Alhambra og var i en menneskealder i Tivoli, bl.a. hos Hr. Ulrich Andersen. Han var fader til afdøde kapelmester og komponist Georg Prehn." (Dansk Musiker-Tidende 1919)

Et andet medlem, der stammede udenfor kongeriget, var gamle Arndt ved 8. Regiment i Aarhus. 'Aarhus ældste musiker'. Overhornblæser Johann Friedrich Arndt er født i nærheden af Leipzig 25. december 1829 og blev militærmusiker 1. januar 1853 ved 3. Bataillons Musikkorps i Altona. Efter krigen 1864 blev han lagt i garnison i Roskilde, blev derefter forflyttet til Aarhus, " hvor han - med undtagelse af et par år i Viborg - indtil nu har opholdt sig, og hvor han den 25. december 1889 faldt for aldersgrænsen som militærmusiker i 8. Regiments Musikkorps. Hr. Arndt har været en arbejdsom og flittig mand, og en meget dygtig musiker; der er dem, som påstår, at han i sine unge dage var Danmarks bedste piccolo-blæser; og som overhornblæser for 20. Bataillons Musikkorps (forløberen for 8. Rgt) oparbejdede han dette til et af de bedste musikkorps..." (Dansk Musiker-Tidende 1911). Gamle Arndts søn, Overhornblæser Marius Arndt, gik også musikervejen i 8. Regiments musikkorps, og fra hans hånd kender vi den fikse, lille march "Afsted til Lejren", der har været kendt og spillet af vore feltmusikkorps helt op i vor tid.

"Horsens ældste musiker, Carl Ferdinand Beyer, er afgået ved døden den 30. august i en alder af 80 år. Beyer, der var født i København, kom i militærtjeneste som 12 års dreng, lå i Helsingør som hornblæser 1847, hvor han samtidig med sin soldatertjeneste gik til præsten, men blev på grund af udrykning konfirmeret i Flensborg. Beyer deltog såvel i krigen 1848-49-50 som i 1864 og blev i 1864 i slaget ved Dybbøl såret i højre fod af en granatstump. Efter krigen (1864) blev han forflyttet til 5. Bataillon i Odense, hvor han virkede til 1870. (se foto af 5. Bataillons Musikkorps 1862). I Horsens, hvor han derefter nedsatte sig, har han virket i det kommunale orkester i ca. 30 år. Gamle Beyer opnåede lige at holde guldbryllup. På guldbryllupsdagen modtog han foruden mange andre beviser på sine medborgeres agtelse lykønskninger også pengegaver fra såvel kongen som Krigsministeriet. Beyer efterlader sig enke og 6 børn, hvoraf 2 sønner er musikere - den ene ved 2. Regiment i Helsingør og den anden i Maquards orkester i Horsens." (Dansk Musiker-Tidende 1913). Sønnen Valdemar Beyer fra 2. Rgt. fostrede sønnen Aage Valdemar Beyer, der i 1915 trådte ind i faderens musikkorps i Helsingør. Aage V. Beyer sluttede engang sidst i 50'erne sin lange karriere i dansk militærmusik som musikdirigent ved både 9. 3. og 1. Regiments Musikkorps.

Efter krigen blev et ikke ringe antal af armeens musikere hædret med Dannebrogsmændenes Hæderstegn for udvist mandsmod, da det gjaldt. Holstenerne, der loyalt stod last og brast med deres danske regimenter, gik i stort tal efter overgivelsen med deres korps til Danmark, trods det faktum at mange havde familie og venner i det gamle land, de nu rømmede. Størsteparten af disse musikere blev også benådet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn.

Appendix

Vi hørte om Stabstambour Orbo ved 2. Lette Batallions Musikkorps (tidligere 1. Jydske Infanteri Regiment), at han ene mand tog otte oprørere til fange i Istedslaget - samme Orbo har været skolet efter nedenstående reglement: