Militærmusikalske minder fra de slesvigske krige 1848-50 og 1864

af sognepræst (og stabshornblæser ved 8. Regiments Musikkorps) Martin Corfix.

I krigene 1848-50 og 1864 opererer vi med to former for militære musikkorps; brigademusikkorpsene, der var harmoniorkestre dvs. besat med træblæse- og messinginstrumenter og bataljonsmusikkorpsene, der havde ren messingbesætning. Efter Hærordningen i 1841-42 havde Danmark fire brigademusikkorps - foruden musikkorpset ved Den Kongelige Livgarde til Fods. Brigademusikken og musikkorpset ved Livgarden til Fods havde en besætning på hver 27 musikere: ”1 Brigade Tambour; 10 Hoboister af 1ste Klasse - heriblandt Forblæseren (den daværende betegnelse for musikdirigenten); 8 Hoboister af 2den Klasse; 8 Hoboister af 3die Klasse”. Brigadetambouren var den, der rangerede højest i hierarkiet og havde blandt andre goder ”frit Huus”. Desuden nød Hoboisterne fri mundering samt 1 brød hver femte dag!

Til hver af de 20 bataljoner (først i 1852 havde alle bataljoner fået musikkorps) var der ved Hærordningen 1841-42 normeret et musikkorps af størrelsen: ”1 Stabshornblæser (Overspillemand); 8 Hornblæsere (Spillemænd) af 1ste Klasse; 8 Hornblæsere (spillemænd) af 2den Klasse”. Årligt blev der fra armeen bevilget 120 rigsdaler til instrumenter og noder til bataljonsmusikken, men merudgiften ved at holde musik blev betalt af bataljonernes officerer - en ca. 150 til 160 rigsdaler årligt. Officererne betalte altså op af egen lomme, for at de kunne ”nyde en god Bataillonsmusik”. En sådan ordning kendtes i øvrigt indtil for få år siden ved de engelske ‘Regimental Bands’.

5. Regiments Musikkorps på Als 1864 -  identisk med 5. Bataljons musikkorps (se foto fra 1862 senere). Den høje hornblæser i 2. geled er formentlig Gundelach. Soldaten med gevær ved skulder menes at være genkendt som menig Jens Nissen Hansen Tagmose af 8. Regiment (Foto: Rigsarkivet)

Forskellen mellem de to former for musikkorps var, at hornblæserne ved bataljonsmusikken mere var ‘frontsoldater’ end deres kolleger i brigademusikken: I treårskrigen var brigademusikken dog med i forreste linje og kunne ledsage troppernes stormløb med en opildnende hurtigmarch eller stormmarchgalop. Således hører vi fra året 1850, at den senere fra Tivoli og Folketeatret så kendte musikdirektør C.C. Møller (ham med ‘Bataille March” fra 1864) som 27 årig hoboist deltager i Istedslaget med 2. Brigades Musikkorps. Bataljonsmusikerne derimod var i begge slesvigske krige delt ud til bataljonernes kompagnier som hornblæsere, der varetog signaltjenesten mellem de militære afdelinger i felten. De var så at sige i forreste linje, og ikke sjældent hører man, at hornblæseren falder sammen med sin befalingsmand: Fra den 6. april 1864, hvor en preussisk gardebataljon angriber forpostkompagnierne i skyttegravene foran Dybbøl, berettes det ”snart efter ramte en dræbende kugle kaptajn Hansen, medens han færdedes i løbegraven; hans hornblæser, Bottelé, var falden ved hans side kort forinden..” (Vor Sidste kamp for Sønderjylland v. Axel Liliefalk og Otto Lütken. Kbh.1904. s. 346)

I kaptajn Claudius Madsens dagbogsnotater fra det indesluttede Fredericia fortælles der netop om  Brigademusikkens ‘oplivning af soldaterne’ under den slesvig-holstenske insurgenthærs bombardement af byen, der indledtes i maj 1849 og varede ved ind til den 6. juli, da den danske hær med det berømte udfald slog oprørshæren på flugt: ”den 21de Maj 1849. - For at oplive Soldaterne fik Brigademusikken Ordre til daglig at spille nogle Eftermiddagstimer paa en fri Plads i Fredericia, men denne Opmuntring gik hurtig fløjten, thi Bomber og Granater, som endnu af og til susede ind over Byen, ødelagde Musikkens Takt, og da en Bombe faldt ned midt i Musikkorpset og dræbte en gammel Spillemand, fik Brigademusikken Lov til at tage til Fyn.” (af kaptajn Claudius Madsens dagbogsnotater, offentliggjort i 50-året for hans deltagelse i Treårskrigen i Middelfart Avis 1899)

Parcellist og musiker, Anders Pedersen, der under Treårskrigen var trompeter ved ‘Batteriet Glahn’, beretter netop om en sådan ‘oplivning’ fra Frederiksstads belejring og bombardement: ”Der var ingen steder i byen, vi kunne være i sikkerhed. Vi mandskab talede undertiden om den stilling, vi befandt os i for tiden. Vi var nemlig enige om, at enten blev vi druknet, skudt, tagen til fange, eller vi måtte sejre... I den tid fra midten af november til 16. à 18. februar 1851, var jeg under fjendens bombardement. Et musikkorps blev i den anførte tid sendt ind til byen og spillede nogle timer for os, som lettede meget på vores humør. Så endelig var det blevet våbenstilstand, som blev til fred. Der blev glæde og den blev stor. Vi drog fra byen den 18. februar 1851. Da jeg blæste parademarsch fra torvet, syntes jeg, at tonerne af min trompet gav ekko i ethvert af hjørnerne af byen.” (‘Dengang jeg drog afsted’, Kbh 1948)

Scene fra slaget ved Isted den 25. juli 1850. Maleri af Niels Simonsen 1854.

Fra Istedslaget den 25. juli 1850 hører vi om en militærmusikers udmærkelse, der fandt sted i Treårskrigens - ja, Nordens drabeligste slag. Her berettes, hvorledes det lykkedes stabstambour Orbo ved 2. Lette Batallions Musikkorps (1. Jydske Infanteri Regiment, senere Kongens Jydske Fodregiment) ene mand at tage otte ‘insurgenter’ (oprørere) til fange, der under deres tilbagetog var krøbet i skjul (på lokummet!) ved Helligbæk Kro. (Kilden er gået tabt, men jeg har beretningen fra en privat optegnelse!).

Fra Treårskrigen ved vi, at 2. Infanteri Brigades Musikkorps fra København dagligt spillede foran brigadekommandøren, general Christian Julius de Mezas domicil i Sønderborg senere Slesvig. De Meza var amatørkomponist, og det var ham ikke muligt at fuldføre en komposition uden hjælp af en mere musikkyndig. En god Støtte til dette arbejde fik han af komponisten Carl Malmqvist (1819-1859), der var valdhornist ved 2. Infanteri Brigades Musikkorps og 1848-1850 dirigent for den i Sønderborg stiftede Officerssangforening. Fra dagbogsfragmenter fra de Mezas Ophold i Sønderborg og Slesvig kan vi læse om Malmqvists daglige besøg, hvor de Mezas mange kompositioner bliver arrangeret af Malmqvist og dagligt spillet af Brigademusikken. De Meza tilstår da også i sin dagbog: ”Den gode Malmqvist, der er en Perle, og uden hvem mine smaa Musikfostre længe endnu vilde være bleven min exclusive Eiendom”. (På Rigsarkivet ligger mange af 2. Brigades fine partiturer, som Malmqvist havde ansvar for, og fra denne periode stammer også hans arr. af  kollegaen Jensens ‘Flensborger March’.) Den 6.1. 1851 skriver de Meza; ”Brigademusiken skal hjem og afløses af 1ste Brigades Musik”, og den for generalen så uundværlige Malmqvist drager med. De Meza skriver: ”Saaledes bliver der periculum in mora med Malmqvists Noteringer”.

General Christian Julius de Meza.

Et pudsigt optrin med den overdrevent pertentlige general de Meza skal tillige nævnes: En gang i 1850erne boede Frederik VII en tid i Sønderborg. General de Meza kom jævnligt til kongens taffel; alle vinduer holdtes da omhyggeligt lukkede, selv på de varmeste dage, idet han ikke tålte træk. Ved en sådan lejlighed havde de Meza efter bordet sat sig hen ved klaveret og spillede - hvad han efter sin egen opfattelse gjorde mesterligt. Kongen og minister Hall stod tæt ved Klaveret i samtale, som efterhånden blev noget højrøstet. De Meza drejede da hovedet om, lod vedblivende fingrene løbe over tangenterne og sagde over skulderen: ”Sire! jeg spiller!” - ”Ja, det var ret,” svarede kongen, ”bliv du bare ved!”

Fra 1852 og op til den anden slesvigske krig lå ‘københavnerne’ - 1. Bataljon (Danske Livregiment) - garnisoneret i den holstenske fæstningsby, Rendsborg, ved Ejderen. Byen var helt igennem protysk og dens befolkning besad et dybtfølt had til alt, hvad der var dansk. Helt uden sammenstød blev opholdet derfor heller ikke for bataljonen, og gensidige drillerier blussede fra tid til anden op. Bataljonschefen, oberstløjtnant Max Müller (den senere helt fra Sankelmark) indskærpede sit mandskab, at der skulle udvises mådehold overfor borgerne, særligt ’turnerne’ og Kielerstudenterne. Men at dette kunne være svært, viser en episode i 1863 fra Kiel, hvor 3. og 4. kompagni af 1. bataljon i vinterhalvåret lå garnisoneret: ”Henimod Slutningen af Opholdet kom det til et alvorligere Sammenstød mellem Bataljonens Officerskorps og Studenterne. Der havde en Aften været en selskabelig Sammenkomst mellem de førstnævnte i en Café, hvor Bataillonens Musikkorps spillede. I samme Lokale indtraf ud på Aftenen flere Studenter, der paa forskellig Vis optraadte udfordrende overfor Officererne, i hvis Midte djærve og stærke Mænd som Kaptajn Weyhe og Premierløjtnanterne Riebau og Ostermann sad. (red: alle tre officerer senere helte og dekoreret efter slaget ved Sankelmark) Det kom snart til Skænderi, dette til Slagsmaal paa aaben Gade. I dette tog Musikkorpset del; Messinginstrumenterne dansede flittigt paa de akademiske Rygge. Den følgende Dag henvendte en Studenterdeputation sig til Max Müller med Besværing over det passerede. ”De føler Dem fornærmet, mine Herrer, og kræver Satisfaktion”, svarede han, ”mine Officerer staar til deres Disposition!”, og senere henvendt til sine Officerer: ”Inden 24 Timer maa denne Sag være bragt ud af Verden. I mine unge Dage hernede var vi aldrig i Tvivl om Midlet.” Den halvkvædede Vise blev fuldt forstaaet. En Udfordring fulgte. Denne blev imidlertid ikke til noget, da Studenterne krævede at duellere i den beskyttende Plastron, men herom vilde Officererne ikke høre Tale. Sagen endte med, at Studenterne gav en uforbeholden Undskyldning for deres Optræden.” (Kilde: Danske Livregiment til Fods. 1. Bataillon 1763-1913 v. Valdemar Stilling. Kbh. 1913. s. 305).

1. Liniebataljons Musikkorps (”Kjøbenhavnerne”) som havde garnison i Rendsborg 1852-1863. Det var disse herrers musikinstrumenter der ‘flittigt dansede på de akademiske rygge’ i Kiel. Fotoet er fra 1863. Formentlig ses Stabshornblæser Petersen i første række midtfor stortrommen (Indstillet til Tapperhedsmedaljen i sølv efter slaget v. Sankelmark (som bekendt blev denne medalje aldrig uddelt til de indstillede.)(Foto fra Lindhardt ’Klingende Spil’ Kbh. 1932)

Max Müllers hjertebarn ved bataljonen var musikkorpset. Og at han var overbærende, når der var tale om musikerne, vidner følgende beretning om: ”En dag musicerede Bataillonens Musikkorps foran Kommandantens Bolig (i Rendsborg). Inde i Arrestbygningen paa den anden Side af Paradepladsen sad en af Kammeraterne for at afsone en Straf paa 10 Dagens mørk Arrest for en alvorlig Vagtforseelse. Tanken faldt paa ham, og det besluttedes at henvende sig til Oberst Helgesen (red: helten fra Frederikstads belejring) for at formaa ham til at eftergive Musikeren de resterende tre Dage af Straffen. Som forskrevet i Reglementet blev to af dem Talsmænd for dem alle, og uden først at henvende sig til Bataillonen søgte de foretræde for Kommandanten og overbragte deres Erinde. ”Ja, hvad F... ved jeg, jeg skal overtænke Sagen”, svarede denne med sit norske Tonefald, men næste Dag stod at læse i Kommandantskabsbefalingen, at Musikeren paa Kammeraters Forbøn var blevet eftergivet de manglende Dage. Oberstløjtnant Max Müller, der intet kendte til sagen, blev vred og lod de to, der havde talt på Kammeraternes Vegne, beordre til Øjeblikkeligt Møde i sin Bopæl i Mühlenstrasse. Skælvende for, hvad det næste Nu ville bringe, traadte de ind i Chefens Værelse. ”Hvad skal jeg høre! Og I er gamle Soldater og har deltaget i Felttogene! Min Pligt er at lade Jer begge afsone de tre Dage, den anden slap for. Nu kan I træde af.” I Angst og bæven afventedes Befalingen; den indeholdt dog intet herom, og de slap med Skrækken og Tiltalen. (Sammesteds s. 287).

H.C. Andersen hædres af regimentsmusikken i Rendsborg

Holstensk regiment rykker ud af fæstningen i Rendsborg. (Foto fra Lindhardt ’Klingende Spil’ Kbh. 1932)

I 1860 er selveste H.C. Andersen på vej til Schweiz og gør på nedturen et ophold i netop Rendsborg fra d. 1. til d. 8. juni, hvor den danske regimentsmusik kaster glans over hans tilstedeværelse. Andersen skriver selv: ”Foraaret kom, Reiselysten kom. Skoven var grøn, skrev Ingemann og bad mig komme. Snart var jeg i Sorø og faa Dage efter i Rendsborg. Kapitain Lønborg og hans Frue havde indbudt mig. Jeg tilbragte et Par deilige Dage her, fornam kun Luftning af Danskhed, saae Dannebroget vaie, følte ikke til den Modvillie, der rørte sig mod Dansken. Der laae meget Militair; Officererne hædrede mig med en Fest, og da der blev yttret, om jeg vilde lægge en Dag til og da glæde Soldaterne ved at læse nogle af mine Eventyr, var jeg naturligviis strax beredt. Et stort Locale, jeg troer “Harmonien”, blev valgt til Foredraget. Salen var smykket med Blomster og danske Flag. Kongens Buste stod øverst, omgivet af Dannebrog. Officerer og Underofficerer, dertil en Mængde Damer og enkelte af Byens Borgere, der forstode Dansk, vare tilstede. Rekrutterne fyldte Galleriet; Musikkorpset spillede mellem hver Oplæsning af et Eventyr (red: bl.a. “Danmark, mit Fædreland”). Solen skinnede endnu, da jeg vendte hjem til Lønborgs Huus, hvor flere Venner samledes; det var en deilig dansk Dag! sagde de Alle.” ”Om Morgenen mødte den danske Militair-Musik og spillede udenfor vort Huus, og da jeg ud paa Dagen kom til Banegaarden, vaiede rundt om Dannebrog. En Deputation fra Soldaterne bragte mig Tak for Oplæsningen Dagen forud, stillede sig derpaa i Række, sang danske Sange, og da Toget foer afsted, udbragtes et rungende Hurra for mig til Afskedshilsen”. (fra Andersens dagbøger og Mit Livs Eventyr).

Militærmusik i Madam Esselbachs Hotel i Slesvig

Albert Peter Carl Abrahams deltog som sekondløjtnant ved 1. Regiment i 1864, berømt krigshelt og under felttoget benådet med ridderkorset, fortæller i sine erindringer, hvordan Madam Esselbachs Hotel ”Stadt Hamburg” (se senere billede) i Slesvig fra den 30. december 1863 og op til krigens udbrud ”var Samlingssted for’ Officerene, og der spiste vi lige fra Generaler ned til Sekondlieutenanter til Middag i den store Sal, medens Militærmusik naturligvis spillede under Maaltidet. - Det var et muntert, fornøjeligt Liv, der kom noget letsindigt ind i Tilværelsen, - og saa meldte Alvoren sig dog, Krigen stod for Døren, og hvad vilde den bringe.” (Uddrag af Breve og Memoirer 1864, 2. afdl. ved Kaptajn Daniel Bruun). Det kan have været ovennævnte bataljonsmusik fra 1. Regiment, der musicerede. (Madam Esselbachs navn er nævnt i A. Reschs ’Armeens Avantgarde Marsch’ fra 1848, der har undertitlen ’Paa Vej fra Gottorp gjennem Slesvig By passer Madam Esselbachs Hotel’. Madam Esselbach var dansksindet og soldaternes egen ’Tante Esselbach’ i begge slesvigske krige. Allerede H.P. Holst digter om hende i sin Den Lille Hornblæser (1849) ”I Lolfusz står en bygning, som er til hotel forvandlet; der bli’er hos Madam Etzelbach man ypperlig behandlet. Det er en prægtig kone…”: Efter Slesvigs rømning af dansk militær 1864 meddelte hun krigskorrespondenten P.V. Grove, hvad hun kunne få oplyst om fjendens bevægelser, for at han kunne rapportere videre til Hærens Overkommando.

Sidst i marts måned udleveredes et lille hæfte ’Udvalgte Salmer for danske Krigere.’ Særligt blandt Skanse IIs soldater, hvoriblandt der var gode sangstemmer, samledes man inde i skansen og sang flerstemmige sange, og særligt blev Ingemanns aftensalme ’Fred hviler over land og by’ ofte sunget firstemmigt. Den mest populære sang blandt soldaterne vedblev dog at være ’Dengang jeg drog afsted’, som blev sunget når afløsningen af forposterne og skansebesætningerne om aftenen var på vej fra Sønderborg over i Dybbølstillingen.

De små hornblæsere

Rasmus Christiansens maleri ’Den Lille Hornblæser’ fra 1894 viser trappen til Madam Esselbachs Hotel ’Stadt Hamburg’ i Slesvig lige efter slaget ved Bov den 9. april 1948. Den lille hornblæser har skrevet et brev til sin mor, da en ældre artilleriløjtnant henvender sig til ham og tilbyder ham et måltid mad. Hornblæseren er i 2. Jægerkorps uniform og har underkorporalsdistinktioner på ærmet.

Christian Bredsdorff skildrer i bogen ’Paa Feltfod’ i form af breve til hjemmet sine oplevelser fra 1863-64 med det 18. Regiment. I et brev fra Dybbøl den 2. april 1864 fortæller han om de 13-14 årige spillemænd: ”Tromme, lomme, lom! det er mit eget Kompagni - det lyder virkelig fornøjeligt; jeg maa ud og høre dem lidt nærmere. Pokkers kønne Folk, de Gardister, med deres smaa, fikse blaa Huer. Men de ved det ogsaa nok selv, har jeg en Anelse om. Der staar tre smaa Piberdrenge, den ene mindre end den anden, men alle med Huerne paa Snur og Sidehaaret redt i Hjul - den samme Kam er aabenbart gaaet gennem dem alle tre, ikke et Haars Forskel er at opdage. De ser for Resten slet ikke fornøjede og barnlige ud. Nej, da priser jeg vor lille Hornblæser, Michelsen, med det yndigste, lille, milde Ansigt, man kan se, og saa er han saa tjenstvillig som en Potte paa 3 Ben til at gaa hen og hente øl, Brød osv., osv. Han er ogsaa hele Kompagniets Yndling, men ingen er mere forelsket i ham end vor norske Sergeant; han reder aldrig Seng til sig selv, uden tillige at rede til ’den liten jævel’, som han kalder ham, og naar vi, som vi gør hveranden Nat, ligger under aaben Himmel, begraver han ham formelig i Halm, saa der ikke er Spor af Spillemand at se. Vi havde Mage til ham, kun lidt mindre, lille Peter, men han blev nappet af Tyskerne den 22.nde febr.; han var saa træt af at løbe, det lille skind, at han smed sig ned i en Grøft. Straks efter kom Preusserne, og nu saa en af vore en Preusser tage ham op, klappe ham paa Kinden og nok saa lempeligt sætte ham over gærdet, hvor han var i sikkerhed for vore Kugler. Han har nu skrevet fra Küstrin, at han morer sig med at spille Klink med sin faderlige Ven, Overspillemanden; han er fri for Arbejde, fordi han er saa lille, men spadserer omkring med en Soldat efter sig (!), faar daarlig Middagsmad, men saa meget mere Brød, han vil have, og 1/4 Pd. Smør hver fjerde Dag. Han var meget henrykt over 4000 Cigarer, som var sendt derover fra København, og hvoraf han ogsaa havde faaet sin Andel: 10 Cigarer - det var ellers en forbistret Mængde Fanger, hele 400!”(s. 246~47, Paa Feltfod, Kbh. 1911).

Forsiden til digtet 'Den lille hornblæser' af Holst, der inspirerede billedhuggeren H.P. Pedersen til monumentet med samme navn. Det blev opstillet på Rådhuspladsen i 1899.

I dag står ’Den lille Hornblæser’ på Rådhuspladsen og minder os om alle de drenge i 12-14 års alderen, de såkaldte ’spillemænd’, der gjorde felttogene med. Efter Den Danske Hærs sejrrige udfald fra det indesluttede Fredericia i juli 1849, er det som om hele Danmark leverer deres hyldest til 6. juli heltene: Lumbye, Lincke, C.C. Møller, Hornemann og Schmidt skriver hyldestmarcher og galopper, og digteren H.P. Holst skriver sit nationale digt ’Den lille Hornblæser’, der udkommer i november 1849, og kort tid efter er Andreas Frederik Lincke på gaden med sin ’Den lille Hornblæser, Polka’. Holst fortæller os i digtet om den lille 14 års Nyboderdreng, der trods sin far og mors bønner griber hornet og bliver hornblæser. Ved højderne ved Busdorf slår han ’avancer’ og bliver såret, rejser sig og kastes til jorden af en hestehov, optages af ambulancevognen, bringes ind i domkirken i Slesvig, undervises i fangenskabet af en ung, frivillig student, kommer tilbage og modtages med begejstring. Til sidst møder han selveste Kong Frederik VII ved revyen på Lerbæk mark, og kongen spørger, hvad han ønsker sig, ”at lære nogen rigtigt” svarer drengen. ”Kom ud til mig på Frederiksborg - jeg skal dig ikke glemme”, siger kongen. Den lille hornblæser kommer nu i skole og får lært alt det, han har forsømt. Maleren Otto Bache har på sit maleri fra 1894 fastholdt ’Troppernes Indtog i København 1849’ efter det 2. felttog, og netop en lille hornblæser har Bache placeret i spidsten for tropperne, hvor han lader ham blive kysset af en københavnsk frue.

Troppernes indtog i København 1849. 'Den lille hornblæser' går forrest og kysses på kinden af en københvansk frue. Maleri af Otto Bache.

De små hornblæsere blev for en stor dels vedkommende rekrutteret fra Vajsenhusene og særligt ‘Christians Plejehuus’ i Eckernförde. Plejehuset var oprettet af Frederik V i 1764 i København som ’Invalidehotel’; en stiftelse for invaliderede veteraner, soldaterenker og fader- og moderløse soldaterbørn. Plejehuset blev i 1785 flyttet til Eckernförde og her blev det for alvor en ’planteskole’ for dygtige underofficerer og spillemænd til armeen. Under opholdet blev drengene uddannet af dygtige musiklærere til hoboister, trompetere og hornblæsere og gik direkte fra plejehuset til de af armeens afdelinger, der havde brug for dem.

En meget ung hornblæser, fotograferet i 1864 med sin stolte far. (Foto: Det Kgl. Bibliotek)

Det er en del af historien - men vi får også set bagsiden af medaljen, når vi hører, at feltpræsten i Sydslesvig i 1864, Erik Høyer Møller, skriver om, da han på et feltlazaret finder fire små hornblæserdrenge. Det er en ren elendighed, da han erfarer, at de små drenge næsten er analfabeter - og dertil ukonfirmerede. Dette møde udmønter sig i, at hornblæserdrengene får lært at læse og skrive og bliver konfirmeret(!)

Drenge hører bestemt ikke hjemme i krig, men sådan havde det jo alle dage været i de europæiske hære. Problematikken omkring Børnearbejde blev først langt senere rejst af de socialt bevidste politikere. Også modstanderne brugte drenge som hornblæsere. Den i samtiden meget afholdte forfatter, oberstløjtnant Peter Frederik Rist, (såret den 18. april under Dybbøls storm som officersaspirant) der fik sit gennembrud med skildringen ’En Rekrut fra 64’ gengiver i sine Fortællinger’ ’gamle kaptajn Hostmanns” historie fra den første slesvigske krig om en lille holstensk hornblæser på 13 år fra insurgenthæren, lille Pitter, der er blevet taget af en patrulje ved Marienthal. Vi hører hvordan han sammen med de danske officerer fejrer juleaften, for de nænner ikke at aflevere ham til fangenskab. Han bliver trakteret med sødt øl og julegaver, men drengen forstummer pludselig med munden fuld af den søde julegrød, og så triller tårerne ned af kinderne på ham, mens han på sit plattyske hulker ”Mutter, Mutter”. Han tænker selvfølgelig på dem derhjemme, som han så bitterligt savner. Han hulker sig i søvn, og næste dag, julemorgen, bliver han mæt og med sine julegaver med parlamentærflag sendt tilbage til de tyske linjer. På årets sidste dag kommer en af officererne, Holm, tilbage efter en træfning ved Kokkendorf og fortæller, at han har set drengen. Holms læber er ganske hvide, og alle lytter med angst til det, der nu må komme. ”Den lille hornblæser lå forladt, da tyskerne trak sig tilbage. Han havde et skud i halsen.” ”Var det ham?” brølte kaptajnen. ”Jeg kendte hans uldne tørklæde,” svarer Holm.

Drenge som hornblæsere brugtes også i den Østrig-Ungarske Arme , hvor man havde en lignende institution som ’Christians Plejehus’. Her blev forældreløse drenge optaget og opfostret af regimenterne. Det er disse drenge marchkongen Julius Fucik tænkte på, da han skrev sin meget fine march ’Die Regimentskinder’.

I kamp 1864

Den senere generalmajor H. Holbøll fortæller levende i sin bog ’En Brigadeadjutants Erindringer fra Krigen 1864’, hvordan han som adjudant ved 8. Brigade for den faderlige oberst Scharffenberg var med i kampen mod Østrigerne ved Selk, Kongshøj og Saksarmen den 3. februar 1864: ”..de fjendlige Skytter fik straks Forstærkning af en hel Bataillon. Den rykkede frem i Kolonne, i Spidsen Musikkorpset, der blæste en Stormmarsch, saa fulgte Bataillonschefen til Hest og derefter Bataillonsfanen. Kaptajn Stockfleth lod Mandskabet skyde paa Musikkorpset, paa Bataillonschefen og Fanebæreren. Derefter lød Stormmarschen ikke mere saa flot, der manglede adskillige Stemmer, Bataillonschefen fik sin Hest skudt under sig, greb Fanen, da Fanebæreren faldt, og nu gik det atter fremad med uimodstaaelig Kraft...” (pag. 64).

8. Brigades modangreb ved Dybbøl den 18. april 1864. Udsnit af et maleri af Vilh. Rosenstand, der selv deltog i krigen som løjtnant.. Læg mærke til hornblæseren med fanen. Det kan udmærket være en af musikerne fra et af brigadens feltmusikkorps.

Fra stormen på Dybbøl den 18. april 1864 fortælles det, at på slaget 10 tav de preussiske kanonbatterier - de preussiske kolonner stormede nu Dybbøl under hurraråb, og de danske afdelinger løb mod skanserne under officerernes opildnende ”fremad folk!” for at befæste dem, inden fjenden kom indenfor. Et øjenvidne beskriver stormen således: ”Før Tankerne ret var klarede før den bratte Overgang, var den vilde Nærkamp begyndt, Riffelskud, Hurraråb og højrøstet Kommando på dansk og tysk lød fra alle Sider, blandet med York-Marschens Toner fra de Preussiske Musikkorps, som var anbragt i Skyttegravene.” (Vor Sidste kamp for Sønderjylland v. Axel Liliefalk og Otto Lütken. Kbh.1904. s. 382).

Königlicher Musikdirektor Johann Gottfried Piefke

I øvrigt fortælles det i overensstemmelse med ovenstående øjenvidneskildring, at den preussiske musikdirektør Gottfried Piefke fra Leib-Grenadier-Regiment Nr. 8 under stormen på Dybbøl Skanser med sin sabel dirigerede fire musikkorps, der uafladeligt blæste Beethovens ’York’scher Marsch’. I øvrigt har Piefke selv fortalt, at hans dirigentstok blev skudt ud af hænderne på ham, derfor måtte han ty til sin sabel. Om aftenen  efter stormen i Generalleutnant von Mansteins kvarter blev en ny komposition tillige holdt over dåben: Piefkes ’Düppel Schansen Sturmmarsch.’ Den 21. april trådte Stormkolonnerne atter an ved Adsbøl og til tonerne af den nykomponerede ’Düppeler Sturmmarsch’ (ikke at forveksle med ovennævnte) af Piefke, der her fik sin førsteopførelse, defilerede stormhæren forbi den preussiske kong Wilhelm. I marchens første del har Piefke indlagt et stortrommeskud, hvormed marchen forstummer brat, og kun en enkelt piber og trommeslager  spiller det gamle preussiske signal for avancer, hvorefter musikkorpset ufortrødent igen sætter ind. Meget effektfuldt har Piefke med stortrommeskuddet bragt en granat, der slog ned i løbegraven den 18. april i erindring, hvorefter der et kort øjeblik var tumult i musikkorpsenes rækker. Digteren Lafontane skildrede det poetisk således: ”Eine Kugel Schlägt ein, der Schlamm spritzt um, alle dreihundert werden Stumm - ”vorvärts!” donnert der Dirigent Kapellmeister Piefke vom Leibregiment”. Danskernes modtræk var dog en mere prosarisk tekst til Piefkes march: ”Prøjserne har skidt i bukserne, og de har glemt at tørre r…., papir, papir, papir.”

Preussiske artillerister 1864 i færd med at lade og indstille en af de svære belejringskanoner.

Kl. 10,45 berettes det fra slaget: ”En 5 til 6 raske Karle brød frem fra et Hegn, men faldt næsten på Linie en halv Snes Skridt foran og lå døde og saarede i Kugleregnen. Reservehornblæser v. 20. Regiments 8. Kompagni, Jens Christian Ovesen, ’Slagteren’, løb frem og hentede først en saaret tilbage til Hegnet, snart efter en til. Tredie Gang løb han frem og slæbte en døende Kammerat hen til Jordvolden; men kunde ikke faa ham over. ”Hils Faer og Moer, for nu døer jeg. Gud tilgive mig og give mig Fred”, sagde den saarede. Ovesen bøjede sig ned over ham for at løsne hans Tøj, men sank i det samme selv om med gennemskudt Hoved.” (Sammesteds s.401. Ovesens dåd er i øvrigt nævnt i ’Store og Gode Handlinger Gjennem Hundrede Aar’ og står i kapitlet ’Menneskekjærlighed’)

Det fortælles levende fra 8. Brigades modangreb den 18. april, at to spillemænd, Petersen og Brügmann, hjælper deres sårede løjtnant Baumann, og de skal nu blæse ”venstre fløj fremad”, men begge bliver på en gang såret, ”og Tonerne forstummede. Fanestangen blev skudt over mellem Hænderne på Baumann; men han svingede ufortrødent videre med Stumpen, medens Kuglerne peb ham om Ørerne.” (Liljefalk og Lütken s. 399)

Mange af hornblæserne i det senere 2. Regiments Musikkorps i Helsingør, var også med i ilden 1864 som hornblæsere i 18. Bataillons Musikkorps. I korpset blev der mange år efter fortalt om flere af hornblæsernes fortjenester under felttoget, og fortællingerne er sikkert blevet bedre med årene: Hornblæser E. W. E. Nielsen blev på et tidspunkt taget til fange af tyskerne, men idet han simulerede syg, blev han indlagt på lazarettet. Her så han sit snit til at stjæle en tysk lægeuniform og kappe og tog så flugten forklædt som preussisk militærlæge. På jernbanestationen blev han stoppet af nogle preussiske soldater, der kom bærende på en såret kammerat. Da de troede Nielsen var læge, spurgte de, om der kunne gøres noget. Da hornblæseren havde et klogt hoved og talte godt tysk, nedkradsede han en recept med nogle latinske gloser og gav ordre til soldaterne om at hente medicinen på apoteket. Nielsen kom på toget, og da det dampede mod nord, råbte han til dem: ”Husk at ryste flasken”. Hornblæseren slap lykkeligt hjem til Danmark, meldte sig til sin afdeling og blev atter sendt til fronten.

Om hornblæser, underkorporal ved 18. Bataillon William Haudrup fortælles det videre fra 1864, at hans regiment delvist var nedskudt og opløst. Men af den afdeling, han tilhørte, var der endnu en del tilbage. Denne blev nu i en hulvej omringet af tyskerne, og af de tilbageblevne befalingsmænd var der kun en ung løjtnant og ham selv. Da løjtnanten nu gav en ordre, som efter Haudrups mening var den sikre død for mandskabet, parerede han ikke ordren, men tog selv ledelsen, blæste først hurtig tilbagerykning og derpå stormangreb, hvilket forvirrede tyskerne, således at de danske soldater slap igennem tyskernes angrebskæde. Under stormløbet blafrede hans kappe eller slag for vinden og blev så gennemhullet, at den omtrent faldt af ham, uden dog at en eneste kugle rørte ham. (Dansk Musiker Tidende januar 1953).

En Episode, der er tilknyttet Hornblæser Madsen, skal også omtales. Hans Kompagni søgte under en tilbagerykning dækning bag et stengærde og nogle buske. Madsen var den sidste og blev hængende fast. Tyskerne raabte, at han skulde standse, ellers vilde han blive skudt. Han slap dog op på gærdet, hvor han blev staaende og raabte til tyskerne: ”Skyd I ad h..... til!” - hvorefter han dog skyndsomt sprang ned i læ. En kugle ramte hans sammenrullede kappe, der lå over tornysteren, men nåede ikke helt igennem. Også han reddede Livet. (‘Af den gamle Spillemands Saga’ af Laur. Hansen (1933)

Monument for slaget ved Lundby 1864. (Foto: Adam Bindslev)

Fra kampen ved Lundby i Nordøsthimmerland den 3. juli 1864 (den sidste kamphandling i krigen 1864) hører vi nogenlunde det samme forløb, hvor en hornblæser tager sagen i egen hånd: Skrivebordsofficeren, oberstløjtnant Beck, har sendt soldater af 1. Regiment direkte i døden i et bajonetangreb, og de overlevende er nu krøbet i skjul i en kornmark. Fra sin position på Kongehøj har den uduelige Beck nærmest i vantro set sit kompagni blive udslettet på få minutter. Han lader langt om længe hornblæser Gundelach blæse til retræte, og den snarrådige hornblæser vælger selv at tilføje udførelsessignalet ’tilbage’ tillægssignalet ’hurtig’. ”Nu gælder det Aalborg eller Magdeburg!” skal Gundelach have råbt med henvisning til henholdsvis sikkerheden hos den danske garnison i Aalborg og den tyske krigsfangelejr i Magdeburg. Der kan meget vel være tale om samme hornblæser Gundelach, som Carl Nielsen beskriver fra sin tid ved 16. bataljons musikkorps (se omtalte Gundelach senere i artiklen). På preussisk side varede det ikke længe, inden Carl Walther skrev sin ’Lundby-Marsch’ til minde om Infanteri Regiment nr. 50.s lidet berømmelige ilddåb ved Lundby. Det havde jo været som at skyde ænder i Tivoli!

De danske brigademusikkorps deltog ikke som samlede enheder i kamphandlingerne 1864, som de havde gjort i Treårskrigen. Det var som skildret kun preusserne, der den 18. april kunne storme til krigsmusik. Musikerne fra bataljonsmusikkorpsene (fra 1. dec. 1863 til nov. 1864 dog benævnt regimentsmusikkorps) måtte i 1864 igen ud at kæmpe på slagmarken som hornblæsere. Men bag linjerne blev der spillet af Brigademusikken. Mens Preusserne beskød de danske skanser på Dybbøl fra Broager, hører vi hvordan livet former sig bag linjerne i Sønderborg med både teater, dansk- og preussisk militærmusik: ”I Sønderborg gik Livet i denne Tid sin daglige Gang; de enkelte Granater, som af og til blev sendt derover fra Broager, vakte kun liden Uro. ”Det er jo, som om man kom til København”, udbrød en Officer, som aflagde et kort Besøg i Byen, ”Gas i Gaderne, fulde Butikker, Damer i Vinduerne”. Paa Teatret spillede et Provinsskuespillerselskab og den ikke helt unge Mademoiselle Godeau glædede Jenserne ved Dans; Publikum var næsten udelukkende militært, Tonen noget fri, man sad med Hatten paa og røg Tobak i Salen. Engang gik Gassen ud under Forestillingen, men det blev taget gemytligt, og under Afsyngelsen af ’Den tapre Landsoldat’ vandrede Tilskuerne ud. Hver Dag Kl. 4 blev der musiceret af et større Orkester foran den kommanderende Generals Kvarter, og der samledes altid mange Tilhørere. Om Aftenen Kl. 9 blev Tappenstregen spillet gennem Gaderne. med fuld Musik, som altid endte med ‘Den tapre Landsoldat’. Forøvrigt kunde man ogsaa nyde Preussernes musikalske Præstationer, naar man trættedes ved de danske. Foran Sandbjerg kunde man se Regimentsmusikken opstillet, medens Grupper af Militære vandrede rundt omkring; kun maatte dette Syn nydes lidt paa Afstand; kom man Stranden for nær hvislede en Spidskugle snart om ørene.”(Vor sidste kamp for Sønderjylland, Liljefalk og Lütken Kbh. 1904)

Akvaret fra Sønderborg før bombardementet den 2. april 1864 af Frederik Visby. Teksten lyder: "Storegade med Raadhus og Apotek. Der stilles til Afløsning i Skanserne. Musik uden for den kommanderende Generals Bolig i Apoteket. Her sårede eller dræbte en fjendtlig Granat 28 Mand." Det er et af brigademusikkorpsene der spiller.

Der hersker en hel del forvirring, hvorvidt regimentsmusikkens instrumenter blev pakket ned og sendt til København. Pakket ned blev de, men oplysningen om, at kasserne skulle være sendt til København, har vi kun fra en kilde; organisten Knud Lindhardt. I bogen ’Klingende Spil’ fra 1932 antager han: ”I 1863, da den danske hær trak sig ud af Altona og i det hele brød op fra de sydlige garnisonsbyer, blev musikinstrumenterne afleveret fra orkestrene, pakket i kasser og sendt til København” (Lindhardt s. 71). Imidlertid erfares det, at 1. Regiment, da de forlader garnisonen i Rendsborg havde deres musikkorps i spidsen: ”De i Holsten garnisonerende afdelinger holdt endnu dette hertugdømme besat, men det var af den danske regering bestemt til at rømmes med sværdet i skeden. 1. Regiment (omdannet fra bataljon til regiment den 1. dec. 1863) forlod under major F.C. Hansen 3. juledag 1863 Rendsborg. Borgerskabet havde givet møde; det var et tavst vidne til, at regimentet under den hvide-røde fane og under klingende spil fra paradepladsen satte sig i march ud gennem Nyport. ”Mod syd”, spurgtes der, ”skulle ikke den danske hær rykke tilbage til Dannevirke?” Svaret fik Rendsborgerne først, da de oppe fra voldene så regimentet syd for byen svinge mod øst og længere ude gennem heden mod nord.” (Valdemar Stilling, Danske Livregiment til Fods 1763-1913 s. 308).

For et par år siden kom jeg i besiddelse af hornblæser Vilhelm Dræbys dagbogsoptegnelser/erindringer fra 1864, og dette manuskript kaster nyt lys over både bataljons- og brigademusikkens rolle i felttoget 1864. Hornblæserne i bataljonsmusikkorpsene (regimentsmusikken) blev efter de havde nået deres bestemmelsessted rundt omkring i Slesvig fordelt til regimentets forskellige kompagnier som signalgivere, hornblæsere, og dermed var regimentsmusikken for en tid opløst. Dræby har følgende skildring af dette (Dræby stod ved 4. Bataljon (4. Regiment) på Sølvgades Kaserne i Kbh): ”Den 1ste Januar (1864) marcherede vi fra Flensborg Kl. 7 om Morgenen og kom først sent om Aftenen til en Landsby, som hed Loit i Angel. Der blev jeg selv indkvarteret hos Skolelæreren, og her laa vi uafbrudt til den 26de Januar. Tiden gik med Exersits om Formiddagen og med Lystighed om Eftermiddagen, enten i Kroen eller ved Besøg hos Kammerater i de forskellige Kvarterer. Musikkorpset var allerede opløst i Flensborg, og alle Spillemænd fordelte hver til sit Kompagni; men for at bøde paa Mangelen af Musik, gjorde vi 3 Mand ved vort Kompagni, hvad der kunde gøres i den Retning. Den Ældste, en Saxer, komponerede nogle smaa lette marcher, som vi kunde blæse baade frem og tilbage fra Exercitsen, og det blev overordentlig godt paaskønnet baade af Kaptejnen, de øvrige Officerer og hele Kompagniet; en Cornet blæste Melodi, et Althorn slog for og en Cornet slog efter. Harmonien var ganske vist noget mangelfuld, men det slog godt an; Fordringerne var jo heller ikke store”.

Da musikkorpset bliver opløst i Flensborg, havde hornblæserne en lille måneds tid stadig deres ventilinstrument med sig, indtil dette også blev afleveret og pakket i kasser, som Dræby skriver senere: ”Anderledes var det ved Musikcorpset, Musiken var tildels opløst, Instrumenterne blev senere afleverede og pakkede i en Kasse, og så var vi kun Hornblæsere alle sammen”. At ventilinstrumenterne blev pakket i kasser var blot en praktisk foranstaltning. En hornblæser kunne jo ikke bebyrdes ved at rende rundt på forpost, på feltvagt, som picket eller skansevagt med både tornyster, brødpose, feltflaske, oppakning, signalhorn, sidevåben og tuba!! Det beskriver Dræby da også selv, hvor han både roser Livgarden til Fods Musikkorps, der spiller på Dybbøl ved mandskabsbarakkerne et par gange men også leverer sin (nok berettigede) kritik af brigademusikkorpsenes rolle i 1864: ”(omkring den 17. marts 1864) I 2 Nætter laa vi i Ulkebøl ude paa Als, en god halv Mil fra Sønderborg; men allerede den 2de Morgen Kl 5 blev vi Allarmerede og drog ind ad Sønderborg til, hvor vi paa paa en Mark norden for Byen bivouakerede til om Aftenen Kl 6. Jeg havde lagt mig paa en Halmbunke og var falden i Søvn, men paa engang vækkedes jeg ved at høre Musik, det havde jeg ikke hørt i lang tid, saa jeg troede først, at jeg drømte, men det var ganske rigtigt; Fodgarden (red: Den Kgl. Livgarde til Fods) var landsat ved Høruphav, kommende fra Kjøbenhavn, og marcherede til Sønderborg. Det var en hel Opmuntring for os, og det var efter min Mening en stor Fejl, at vi ikke til Stadighed havde Musik, det vilde have virket oplivende paa hele Besætningen i og ved Skandserne. Man saa det bedst, det Par Gange Gardens Musikkorps blæste ved Barakkerne (red: på Dybbøl), hvilken Liv og Lystighed, det satte i Folkene, men det ophørte efter nogle faa Gange, da en Dag en Granat fra Broager slog ned tæt ved dem, saa de splittedes til alle Sider. At Bataillonernes Musikkorpser ikke kunde gjøre noget, var en Selvfølge, for det første, fordi vi ingen Instrumenter havde, vi vare jo bare Hornblæsere, og for det andet, selv om vi havde beholdt vore Instrumenter, vilde de have været ødelagte af at ligge og tumle rundt omkring paa Feltvagterne, og ellers rundt omkring; men vi havde jo liggende rundt omkring 4 Brigademusikkorps, som ikke gjorde Spor af Nytte, de 2 i Kjøbenhavn, og de 2 andre paa Fyn, eller Gud ved hvor. Fra Prøjserne hørte vi dog engang imellem lidt Musik. Det var rigtignok langt borte, og det var heller ikke derfra, vi skulde have det; fra den Kant virkede det ikke heldigt, naar man tænkte sig dem rigtig muntre, og det havde vist været gavnligt, om de ved at høre vor Musik, havde haft Anledning til at tænke det samme om os”.

Brigademusikken deltog altså ikke meget, som Dræby med en vis bitterhed konstaterer. Det meste af krigen gik de to Brigademusikkorps da også og ventede på Fyn. Op til stormen på Dybbøl den 18. april og tiden derefter fortæller Dræby: ”Fra nu af gik det i et væk med Beskydningen Nat og Dag. Det gjaldt nu om, at faa vor Stilling helt ødelagt, før de gjorde Alvor af at storme. Om Dagen laa vi og dækkede os saa godt vi kunde, og om Natten arbejdede vi paa at udbedre, hvad der var demoleret; men det forslog ikke, selv om Natten maatte der holdes op med Arbejdet, naar der kom en Lysbombe, thi saa vidste vi at der kom en voldsom Granatregn efter med bedre Sigte. De Dage, der nu vare tilbage paa Dybbøl, gik paa den Maade, paa Skandserne her, i Løbegravene der og i Barakkerne rundt omkring, og det hele endte med den sørgelige Dag, det store Tab for os, den 18de April; et af vore Kompagnier blev taget til Fange, og de andre, som vare indenfor Skandserne, trak sig tilbage over brohovet, som dækkedes af Garden, og flere andre Afdelinger. Stillingen var opgivet og hvad der ikke blev taget til Fange, kom over Broerne og ind til Sønderborg. Over Høruphav blev vi sat over til Faaborg. En todages March førte os i Nærheden af Middelfart, hvor vi bleve indkvarteret i Roerslev. Det var et helt andet Liv, der var ingen Sammenligninger med end de næsten 3 Maaneder vi havde døjet, siden vi forlod Angeln og drog ned til Mysunde, Vi havde næsten ikke været af Klæderne i den Tid, og det gjorde godt nu at kunne komme i Seng engang igjen”.

Efter Dybbøls fald og under våbenhvilen beskriver Dræby, hvordan han netop på Fyn er på skovtur med kompagniets officerer og damer, og vi får den vigtige oplysning, at en hel del hornblæsere fra musikkorpset deltager, og de har deres musikinstrumenter med!  Måske lå musikinstrumenterne hele tiden på Fyn, vi må i al fald konkludere, at de ikke var sendt til København. Endvidere ser vi på billedet (tidligere i artiklen) 5. Regiments Musikkorps på Fyn, og det kan også være fra våbenhvilen, hvor musikkorpset har taget en noget afslappet opstilling foran et hus, hvor damer i fine kjoler poserer, og mandskabet nyder deres bataljonsmusik.

Dræby skriver: ”I Vaabenhvilen, som nu paafulgte fra den 12 te Maj, flakkede vi omkring i forskellige Kvarterer. Forstærkningsfolkene bleve permiterede, og vi fik Rekrutter i Stedet, og der blev holdt Exercits hver Dag. Fritieden gik med Kommers og Lystighed. Keglespil paa Landevejen var en yndet Sport. De 9 Kegler blev opstillet midt paa Landevejen og i 20 Skridts Afstand kastede vi saa en stor Klods, med et Skafte i, hen imod Keglerne. Med nogen Øvelse kunde man opnaa et ganske morsomt godt Resultat. I den Periode var den fynske Bane under Arbejde, og Sporene vare lagte paa lange Strækninger. En Søndag havde nogle Officerer og Underofficerer i skjøn Forening med nogle Banefolk lavet en Skovtur istand; og saa mange af Musikkorpset, som vare i Nærheden havde Instrumenterne med; og Paa Grusvogne, som vare belagte med Bræder og Tæpper som Sæder og 2 Heste for kjørte vi saa til Skoven, hvor vi morede os rigtig godt. Vi vare vel et halvt Hundrede Stykker; hvoraf Halvdelen Damer, og Madkurve havde vi med. Paa Hjemturen, hvor Banen sænker sig noget blev Hestene spændt fra, og hjem til vor By gik det i rask Fart, kun med en Banemand som Bremser”.

En beretning, der understøtter min antagelse, finder vi imidlertid i Knud Lindhardts egen bog. Han skriver et sted om troppernes hjemkomst efter nederlaget: ”Indtoget i København efter krigen 1864 formede sig jo heller ikke som efter sejren ved Fredericia i 1849: Med blomster, musik og hele folkets jubel. I 1864 drog afdelingerne ind uden musik, langs voldene, til kasernerne. ”Der kommer pjaltene fra 64,” råbte gadedrengene og peb i fingrene, når de mødte en afdeling”. Men indtil Frederiksberg Bakke blev der spillet. Man fortæller, at C. C. Møller gik op på bakken for at høre musikken spille den ’Bataillemarsch’, han den gang nylig havde skrevet til ære for den danske soldat”. (Lindhardt s. 73) Møllers march havde dog fået navneforandring, idet den egentlig var holdt over dåben som ’Sejrsmarsch’. Regimentsmusikken spillede altså indtil Frederiksberg Bakke, og det var andet end signalhorn, når Møllers nye march kunne spilles. Musikinstrumenterne blev nok pakket ned i regimenterne, men kasserne kan ikke være blevet sendt til København, som Lindhardt hævder, snarere til Fyn.

Flåden 1864

Krigen 1864 blev den store ulykke for Danmark; Danmark måtte slutte en bitter fred den 30. oktober, hvor landet afstod Slesvig, Holsten og Lauenburg, og den nye grænse blev trukket ved Kongeåen. Slaget ved Helgoland den 9. maj var det eneste lysglimt i skæbneåret 1864, hvor Kommandør Suenson med sin Nordsøeskadre sejrede over Tegethoffs østrigsk-preussiske eskadre.

Den danske nordsøeskadre under slaget ved Helgoland 1864. Det østrigske flagskib 'Schwartzenberg' er skudt i brand. Maleri af Johan Carl Neumann 1864.

Ligesom ved armeen var det i flåden hornblæserne, der varetog signaltjenesten til mandskabet. Batterichefen på skruefregatten ’Jylland’, P. F. Giødesen (senere kommandør) giver i sine optegnelser et levende indtryk af fregattens djærve mandskab, der da slaget havde varet i nogen tid blev tørstige: ”Fjenden var imidlertid passeret forbi, og der blev ligesom en lille Pause i Skydningen. Varmere og varmere var det blevet for Folkene; de trængte til Øl, og Fadet stod fuldt, men kruset manglede; saa bad en af dem Hornblæseren om de maatte laane hans Trompet til at drikke af, hvorover han blev meget indigneret. Men de fik den, og beskyldte ham senere for, at det var ”øllede Toner”, han leverede...” (Vor sidste kamp for Sønderjylland s. 462-63). Jo, viddet fejlede ikke noget hos ’Holmens faste stok’ ved Helgoland! Det var disse raske søfolk, som C. C. Møller hædrede med marchen ’9. Maj, Marsch - Hilsen til Den Danske Nordsøeskadre’.

De gamle musikveteraner fra 1864 og Holstenerne

De gamle danske garnisoner var på preussiske hænder, og de Musikkorps der havde været garnisoneret i hertugdømmerne kom nu til at ligge i det egentlige Danmark. Størsteparten af de musikere, der fulgte med stammede ligeledes fra Slesvig, Holsten og Lauenburg. Holstenerne var fortrinlige og pligttro musikere, og som historikeren Niels Friis skriver; ”og de har en ikke ringe andel i den danske militærmusiks mange gode og smukke traditioner. De kom til at præge mange af de efter krigen stærkt reducerede musikkorps for lange tider, navnlig de i Jylland-Fyn ganisonerende..”(Niels Friis, s.36. Militærmusikken, Viborg 1941). Det var holstenske musikernavne som: Abel, Gundelach, Brügmann, Jans, Jöns, Beyer, Bürsch, Hennings, Leo, Lottenburger, Zorn, Möller, Prehn, Schwarz, Utermöhl, Schreiber, Schlüntz, Stender og Simon. Fællesbetegnelsen helt op i vor tid har været ‘holstenerne’, - den sidste, jeg husker brugte ordet, var Kgl. Kapelmusicus Hans Fulling, når han stod på bar bund m.h.t et musikernavn, så sagde han: ”det er nok en holstener!”.

Carl Nielsen rister netop disse holstenere en minderune, da han i bogen ’Min fynske barndom’ fortæller om 16. Bataillons musikkorps i Odense, hvor han bliver spillemand i året 1879: ”En del af regimentsmusikerne bestod af gamle holstenere, som var gået til dansk side efter 1864. I Odense musik- og underofficerskorps fandtes mindst tolv af fjorten med tyske navne. I begyndelsen kunne jeg vanskeligt forstå, hvad de sagde til mig, men der gik ikke lang tid, før jeg kunne more mig over de pudsige vendinger og forkerte betoninger; især når de blev ivrige og ordene ikke ville indfinde sig. Navnene Schwarz, Gundelach, Schreiber, Lantow, Sachs, Abel og Leo fremtryller for mit blik endnu den dag i dag en række højst forskellige og ejendommelige karakterer og personligheder, som jeg gerne ville forsøge at tegne, men jeg må vistnok indskrænke mig til kun at nævne enkelte af dem lejlighedsvis, når min fortælling kræver det...”

Musikere fra 5. Bataljons Musikkorps i civil ved en festlig lejlighed i 1862. Musikkorpset, som Carl Nielsen 17 år senere blev musiker i. Bagerste række fra venstre: Christensen, Lange, Richarth, Beyer, Hove, Busch, Schwartz, Bartels, Schleifs, Nielsen. Forreste række fra venstre: Behrens, Bøge, Simon (stabshornblæser), Huper, Gundelach, Lantow, Sachs. (Foto: Rigsarkivet)

”Dirigenten, Simon, havde rang af stabssergent. Vi yngste musikere skiftedes til at være hans ordonnans. Denne tjeneste bestod nærmest i at gå småærinder for hans store, mægtige kone. Men det var dog ikke så slemt, da Simon selv var en meget lille, skikkelig mand. Han bar en sort klap for det ene øje. Når vi spillede for generalen eller obersterne på gaden foran deres boliger, og der kom et ligtog nede i gaden, holdt musikken naturligvis op, medens det passerede forbi. Navnlig når det var udenfor oberst Zahlmanns hus på hjørnet af Flakhaven, der hvor nu Diskontobanken ligger, havde vi ofte gode udsigter til en ordentlig pause, og Simon havde en storartet evne til med sit ene øje at kigge om hjørnet helt ned i Overgaden og udspejde selv den tyndeste sølvliste af en ligvogn. Han rakte da øjeblikkelig begge hænder i vejret, standsede musikken og så dybt bedrøvet ud; og det var, som om den sorte klap for hans øje fik et sorgbetynget udtryk. Schwarz var en af de første til at holde op, når Simon gjorde tegn; og da jeg stod på venstre side af ham, stødte han til mig og sagde: ”Der kommer en liik !” I disse pauser blev der fortalt en hel del historier, men når liget var ganske nær, sagde Simon: ”Hold nu op med de historier!” Så gjorde han front mod ligvognen, gjorde honnør og så fuldkommen modfalden ud. Men når vognen var forbi, vendte han sig atter om, og så havde han den vane at stryge sig med hånden på langs af næsen videre ned over overskægget, som han så snoede ud i en spids. En dag, da en ligvogn passerede, spurgte Schwarz Simon: ”Ved du, hvem den liik var?” Da Simon svarede: ”Ja, det er den gamle fru Mathiesen nede fra Pugestræde” sagde Schwarz: ”Was, das ist lügn, du fejler dig, hun var jo en olding for zwanzig år siden,” men Simon nikkede og sagde, det var rigtigt nok. Så brast det ud af Schwarz: ”Ach Gott, er det sandt, lefver hun wircklich endnu?” Efter den bemærkning kom der en lattersalve fra hele orkestret, så Simon måtte se sig strengt omkring. Men da de allesammen holdt inde, kom han selv til at le og begyndte ivrigt at dreje på overskægget for at skjule det.”

Stabshornist August Simon, Dannebrogsmand, og bærer af 16. års hæderstegnet og krigsmedaillen 1864, var født den 15.4. 1831 på godset ’Gyldenstin’ i amtet Lehnsahn i Holsten. Kom tidligt til regimentsmusikken i Rendsborg, veteran fra 1864. Efter krigen kom han til Fyn, hvor han fra 1870 til 1889 var stabshornist ved 16. Bataillon - senere 6. Regiment. Efter sin afgang udnævnt til ’krigsassesor’. Virkede til sin død den 15.7. 1903 som musikdirektør ved Odense Teater, Skovforeningen ’Fruens Bøge’ og ’Læseforeningen’. (kilde: Simons dattersøn: Carl Zinglersen, guldsmedmester i Odense 1964).

En meget ung hornblæser Carl Nielsen med signalhorn og altbasun

Carl Nielsen fortæller videre om den store øvelse sommeren 1881 omkring lejren ved Hald, hvor den fynske brigade deltog: ”Henimod slutningen af øvelsestiden besøgte kong Christian IX lejren, og, såvidt jeg husker, boede han på herregården Hald. En søndag formiddag, da jeg var iført mit bedste puds, spadserede jeg op ad hovedgaden; da jeg var kommet til enden af gaden, mødte jeg min kollega, gamle Gundelach, som også var ude at spadsere. Jeg hilste ærbødigt på ham; så kom han med lange skridt hen imod mig og sagde: ”Da-da-dajlig Sonntag; sollen vi to fugle gå ok spazieren en wenig?”” Jeg var uhyre beæret over at gå ved siden af den høje, smukke, gamle mand. Han vakte opsigt overalt, hvor han kom; ikke netop ved militært ydre og holdning, men ved sin mærkelige, høje, fornemme skikkelse, der nærmest mindede om en prælats eller måske en fyrstelig smykket kamel med store, melankolske øjne. Vi gik sammen tilbage ad hovedgaden. Da vi var kommet i nærheden af officersmessen, mødte vi kong Christian med nogle officerer i følge. Vi gjorde - som det hører sig til overfor kongelige personer - front og stram honnør for kongen. Hans Majestæt hilste venligt igen og sagde til Gundelach: ”Hvad hedder De, min gode mand?” Gundelach svarede ikke straks, og da jeg skelede om til ham, så jeg hans mund bevæge sig, og lidt efter kom det: ”Gu-Gu-GuGu-Gu-Gu. ..” Kongen, som rimeligvis troede, det var forlegenhed, gik videre, men da han var kommet et stykke bort, kom det med fuld kraft: ”Gundelach, Deres Majestæt!” Den gamle herre så helt skuffet og bedrøvet ud efter denne scene. Jeg har allerede fortalt, at Gundelach var højt agtet af alle, der kendte ham, og kan endnu tilføje, at han var en fortræffelig musiker og i besiddelse af en dannelse, der gik langt ud over hans stand i almindelighed.”

Dansk Musiker-Tidende fra århundredskiftet og frem er en righoldig kilde til oplysning om de gamle regimentsmusikere. Nekrologer og jubilæer taler for sig selv, så herunder er et udvalg af de svundne tiders brave mænd.

I 1942 fortæller Aalborg orkesterforenings æresmedlem, overhornblæser Rasmus Petersen, hvordan musiklivet udfoldedes i Aalborg omkring 1885: ”Da var regimentsmusikken nyligt blevet oprettet (1880). før havde der været to bataillonsorkestre. 9. Bataillons under direktion af Brockmann, 11. Bataillons under Hennings (Johann Friederich Wilhelm Hennings var født i Mecklenburg Schwerin). Sidstnævnte var specialist i Klaphorn. De blev i 1880 slået sammen til 10. Regiments Musikkorps under ledelse af Stabshornist Brockmann. Jeg husker Hacke, han var en fin klarinetspiller. Han var en morsom type som for resten mange af disse gamle tyskere. Han havde været med i 1848 på tysk(!) og i 1864 på dansk side (i 9. Bataillons Musikkorps). Hjemme stod han altid inde i en åben skorsten og øvede sig, for konen blev tosset af at høre på hans øvelser den ganske dag. Han var en original. Hans trompet hang altid under højre arm, og så hilste han - selv på general og oberst - med venstre hånd og kun to fingre. Det kunne godt hænde, at han mødte med blank støvle på det ene ben og fedtlæders på det andet. Så var det engang ved en parade for generalen, at stabshornist Overgaard præsenterede sine mænd for generalen og sagde: ” - og det er den fremragende klarinettist Hacke!” - ” Meget godt for ham”, svarede generalen, ” men hvordan blæser han signalhorn?” Det talte jo mere til fordel for generalens militære syn på tilværelsen end for hans sans for den højere musik, men realiteten var, at Hacke ikke ret godt kunne blæse signalhorn”. (Dansk Musiker-Tidende 1942).

En anden var overhornblæser, dannebrogsmand Carl Møller, der også var musikveteran fra krigen 1864. Han var født i Eutin i Holsten 1839. Som ung blev han ansat ved 9. Bataillons Musikkorps, der havde garnison i Rendsborg og Altona. Han deltog i krigen og slaget ved Dybbøl den 18. april 1864, hvor han blev såret i benet ved granatsprængning. Efter krigen fulgte han med 9. Bataillons Musikkorps til Aalborg, hvor han virkede som militærmusiker og efter sin afsked fra hæren også ved det civile musikkorps. (Dannebrogsmand 1896, Død i 1924 som 85 årig) (Dansk Musiker-Tidende 1924)

Fra Dansk Musiker-Tidende 1916: ”Endnu et dødsfald indenfor Kbhs Orkesterforening, nemlig den omtrent 81-årige contrabassist A. Jøns, der døde den 23. marts. Det tynder ud blandt de ikke få Slesvig-Holstenere, der i sin tid fandtes i vore militære musikkorps. Jøns var en af dem. Han stod ved dragonerne i Odense, men flyttede ved sin afsked for 25 år siden til København...” - ”Randers ældste musiker, forhenv. overhornblæser F. Zorn ved 6. Bataillon i Viborg kan den 9. marts fejre sin 80-årige fødselsdag. Han er født i Rendsborg 1831 og blev i 1853 antaget som spillemand ved 6, Bataillon, som dengang havde garnison i Rendsborg. Efter krigen 1864 blev Bataillonen forflyttet til Viborg, hvor hr. Zorn opholdt sig til han i 1891 faldt for aldersgrænsen....”(Dansk Musiker-Tidende 1911).

6. Bataljons Musikkorps i 1865. Stående som nr. 2 fra venstre en meget ung Zorn med sin tuba. Siddende i midten stabshornblæser Michaelsen (Foto: Rigsarkivet)

”En kendt og anset Københavns Musiker, fhv. Stabshornist Fr. Lottenburger, er afgået ved døden. Den afdøde var født i København den 4. april 1839 og således blev over 80 år gammel, blev allerede i en alder af 13 år knyttet til det militære musikkorps i Altona. han deltog senere i krigen 1864 og havde ved sin afgang fra militairet virket som stabshornist ved 4. Regiment på Sølvgadens Kaserne i 19 år. Desuden havde han i 27 år været knyttet til harmoniorkestret i Tivoli. Overalt vandt han sig ved sin ridderlige og noble optræden mange venner, og han var særlig i sine unge dage vel nok en af vor fineste cornettister.” (Dansk Musiker-Tidende 1920). C. C. Møller, der stod i spidsen for harmoniorkestret i Tivoli, var god ven med Lottenburger - det vidner hans March ’Den gamle Veteran’ om, der var tilegnet krigsveteranen Fr. Lottenburger.

”Overhornblæser Heinrich Eberhardt Prehn er død. Han deltog som militærmusiker i krigen 1864 og var indehaver af krigsmedaillen og Dannebrogskorset. Han var kendt som en særdeles dygtig og retlinet musiker. Han spillede i sin tid på Alhambra og var i en menneskealder i Tivoli, bl.a. hos Hr. Ulrich Andersen. Han var fader til afdøde kapelmester og komponist Georg Prehn.” (Dansk Musiker-Tidende 1919)

8. Regiments Musikkorps 1890. Johann Friedrich Arndt ses med sit piccolohorn siddende i 1. række, nr. 1 fra venstre. Nr. 2 fra venstre i bagerste række er sønnen Marius Arndt. (Foto: Aarhus Orkesterforening)

Et andet medlem, der stammede udenfor kongeriget, var gamle Arndt ved 8. Regiment i Aarhus. ’Aarhus ældste musiker’. Overhornblæser Johann Friedrich Arndt er født i nærheden af Leipzig 25. december 1829 og blev militærmusiker 1. januar 1853 ved 3. Bataillons Musikkorps i Altona. Efter krigen 1864 blev han lagt i garnison i Roskilde, blev derefter forflyttet til Aarhus, ” hvor han - med undtagelse af et par år i Viborg - indtil nu har opholdt sig, og hvor han den 25. december 1889 faldt for aldersgrænsen som militærmusiker i 8. Regiments Musikkorps. Hr. Arndt har været en arbejdsom og flittig mand, og en meget dygtig musiker; der er dem, som påstår, at han i sine unge dage var Danmarks bedste piccolo-blæser; og som overhornblæser for 20. Bataillons Musikkorps (forløberen for 8. Rgt) oparbejdede han dette til et af de bedste musikkorps...” (Dansk Musiker-Tidende 1911). Gamle Arndts søn, Overhornblæser Marius Arndt, gik også musikervejen i 8. Regiments musikkorps, og fra hans hånd kender vi den fikse, lille march ’Afsted til Lejren’, der har været kendt og spillet af vore feltmusikkorps helt op i vor tid.

Hornblæser Dræby fortæller i sin dagbog, at 4. Bataljons Musikkorps bestod mestendels af holstenere, men der var også tre saksere. I armeen var det indtil hærloven af 1867 muligt at hverve udenlandske spillemænd, og som Dræby skriver, var det særligt musikere fra det tyske kulturområde, man i armeen favoriserede og antog. Den ovennævnte Arndt var en af dem, men vi kender også navnet på, bataljonsmusikeren A. Camien. Han var født i 1827 i Mecklenburg-Schwerin. Under krigen 1848-50 kom han til Danmark og blev optaget i militærmusikken, hvor han blev til sin afsked i 1874. Han sad som klarinettist på Folketeatret i Kbh, og det fortælles, at han var en fremragende teoretiker og arrangør af mange orkesterværker til bataljonsmusikken. Ved siden af var han spillemand på Stevns, og han efterlod sig en hel del kompositioner. (Laur. Hansen: Spillemanden i Dansk Folkeliv). Andre kan  nævnes: Overhornblæser v. 7. Regiment, Julius Hugo Behnke var født i Fihlene, Posen i Preussen. Stabshornblæser Heinrich August David Ellinger var født i landsbyen Riethnordhausen i Storhertugdømmet Sachsen-Weimar og indtrådte v. 13. Bataljon i Rendsborg (senere Fredericia) for at lede musikkorpset. Han fik først dansk indfødsret i 1868.

”Horsens ældste musiker, Carl Ferdinand Beyer, er afgået ved døden den 30. august i en alder af 80 år. Beyer, der var født i København, kom i militærtjeneste som 12 års dreng, lå i Helsingør som hornblæser 1847, hvor han samtidig med sin soldatertjeneste gik til præsten, men blev på grund af udrykning konfirmeret i Flensborg. Beyer deltog såvel i krigen 1848-49-50 som i 1864 og blev i 1864 i slaget ved Dybbøl såret i højre fod af en granatstump. Efter krigen (1864) blev han forflyttet til 5. Bataillon i Odense, hvor han virkede til 1870. (se foto af 5. Bataillons Musikkorps 1862). I Horsens, hvor han derefter nedsatte sig, har han virket i det kommunale orkester i ca. 30 år. Gamle Beyer opnåede lige at holde guldbryllup. På guldbryllupsdagen modtog han foruden mange andre beviser på sine medborgeres agtelse lykønskninger også pengegaver fra såvel kongen som Krigsministeriet. Beyer efterlader sig enke og 6 børn, hvoraf 2 sønner er musikere - den ene ved 2. Regiment i Helsingør og den anden i Maquards orkester i Horsens.” (Dansk Musiker-Tidende 1913). Sønnen Valdemar Beyer fra 2. Rgt. fostrede sønnen Aage Valdemar Beyer, der i 1915 trådte ind i faderens musikkorps i Helsingør. Aage V. Beyer sluttede engang sidst i 50’erne sin lange karriere i dansk militærmusik som musikdirigent ved både 9. 3. og 1. Regiments Musikkorps.

I Middelfart på Vestre Kirkegård er bevaret to støbejernskors, hvorunder hviler et par holstenske brigademusikere fra krigen 1864: ”Her hviler Wilhelm Junge, født d. 9. januar 1831 i Kellinghusen, død 2. marts 1864 i Middelfart. Vor musikdirekteur til Minde fra hans Kammerater Hautboisterne af den 3.die Kongelige Danske Infanteribrigademusik.
Fred med dit Støv”. På soklen står følgende skudsmål: ”Hans meer end almindelige Dygtighed vandt ham Agtelse og hans Retsindighed og Godhed gjorde ham afholdt af mange”.

På det andet kors, der er identisk, læser vi, at det er Overspillemand Johan Heinrich, der døde på Lazarettet i Middelfart: ”Her hviler J. H. Kreutzfeldt, født 12. januar 1827 i Gothendorff, (red. Eutin Amt) død 29. marts 1864 i Middelfart.
Vor kammerat til Minde fra Hautboisterne af Den 3die Kongelige Danske Infanteribrigademusik”. Nu har han vundet og stridt den gode Strid, Nu Afskedsstunden er kommen sød og blid. Sørger ei for dem der sove, med Guds Fred i Gravens Skjød, de på ny skal Herren love, takke høit for Hvilen sød”. På smuk evangelisk vis er der ikke gjort forskel på dirigent og spillemand, de hviler side om side under de samme jernkors, der blev bekostet af deres kammerater.

Vilhelm Dræby rister dog ikke holstenerne nogen videre god minderune som Carl Nielsen, men der er også en tidsforskel mellem dem. Dræby havde som blot 17 årig været i krig i forreste linje og var bitter over at se, at mange af hans holstenske kolleger simulerede og lod sig indlægge på lazaret. Det får han sagt tidligt i dagbogen i sin beskrivelse af spillemændene i 4. Bataljons Musikkorps, hvori han som 14. årig indtræder: ”Korpset bestod af 16 Mand og en Stabshornist, alle (med Undtagelse af os 3-4 Yngste) (var) Tyskere; 3 Saxere og Resten Holstenere. Dengang blev der ofte ligefrem forskrevet Tyskere, naar der var en Plads ledig i et Musikkorps; og saa for at byde dem noget godt, blev de altid sat paa den højeste Lønningsgrad, til skade for dem, der stode i Afdelingen; og oven i Kjøbet var en Del af dem tarvelige Kralter. Af alle disse Tyskere og Holstenere var der kun 3, som holdt Tørnen ud under hele Dybbøls Forsvar, alle de andre laa hist og her rundt omkring paa Lazaretterne og meldte sig først til Tjeneste, da vi kom til Fyen. Ja, nogle endog saa først, da vi kom over til Sjælland”.

Sikkert er det dog også, at der var mange af holstenerne, der loyalt stod last og brast med deres danske regimenter, og som i stort tal efter overgivelsen gik med deres korps til Danmark, trods det faktum at mange havde familie og venner i det gamle land, de nu rømmede. Vilhelm Dræby blev sidenhen belønnet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn og modtog senere krigsmedaljen. Efter overflytningen til Sjælland lå han en tid i kantonnement i Ringsted med 4. Regiments Musikkorps. Senere ansattes han som militærmusiker i 16. Bataillons Musikkorps i Odense. Siden hen kom han til Gardehusarregimentets Musikkorps i København, og ved siden af militærtjenesten sad han som cornetist i Folketeatret i 28 år og i Tivoli Harmoniorkester under C.C. Møller - død i 1924 som 77 årig. (Dansk Musiker-Tidende 1924).

 

Appendix 1

Marcher fra dansk og preussisk/østrigsk side med tilknytning til de slesvigske krige:

Marsch der Yorkschen Korps (Zapfenstreichmarsch Nr. 1) (Ludwig v. Beethoven - 1813)

Dengang jeg drog afsted (Den Tapre Landsoldat) (Emil Horneman - 1848)

Armeens Avantgarde Marsch (’Paa Vej fra Gottorp gjennem Slesvig By passer Madam Esselbachs Hotel’) (A. Resch - 1848).

Krigsmarch (Hans Christian Lumbye - 1848)

Radetzky Marsch (Johann Strauss d.æ. - 1848)

March Guerriere (Volkmar Busch - 1849)

Fredericia Sejrsreveille (Wilhelm Schmidt - 1849)

Sørgemarch for General Rye (Christian Julius Hansen - 1849)

Triumfmarch (Andreas Fr. Lincke - 1849)

Triumfmarch (Hans Christian Lumbye - 1849)

Sørgemarch (Christian Wilh. Thilo - 1849)

De Danske Kanoner (Christian Julius Hansen - 1851)

Velkomsthilsen til de danske Krigere (Hans Christian Lumbye - 1851)

Krigsmarch (Carl Christian Møller - 1864)

Gruss an Kiel (Friedrich Spohr - 1864)

Sei Mine Gutter (Johan Emil Horneman - 1864)

Danske Gut tag vare på din skude (Niels Peter Hillebrandt - 1864)

Det var ved Helgoland (Johan Emil Horneman - 1864)

Feldt March (Hans Christian Lumbye - 1864)

1. Regiments March (Carl Lumbye - 1864)

Bataille Marsch (oprindelig 'Sejrsmarch 1864')

Düppel Schanzen Sturmmarsch (Gottfried Piefke)

Düppeler Sturmmarsch (Gottfried Piefke - 1864)

Düppeler Morgenroth (Friedrich Zikoff - 1864)

Der Alsenströmer (Gottfried Piefke - 1864)

Der Lymfjordsströmer (Gottfried Piefke - 1864)

Fredericia Marsch (Sigmund Lewengly - 1864)

Berliner Einzugsmarsch der Krieger aus Schleswig-Holstein (Carl Böhm - 1864)

Siegesmarsch (Gottfried Piefke - 1864)

 

Appendix 2

Vi hørte om Stabstambour Orbo ved 2. Lette Batallions Musikkorps (tidligere 1. Jydske Infanteri Regiment), at han ene mand tog otte oprørere til fange i Istedslaget - samme Orbo har været skolet efter nedenstående reglement:

Regimentstambour fra Fynske Regiment 1830

 

Sådan dresserer man en Tambour Fra Exerceer-Reglementet 1821 - af Regimentstambour ved 1ste Jydske Infanteri Regiment Johan Hendrich Lincke (1781-1843)

1ste Capitel: En Regimentstambours Pligter i almindelighed. (tambourmajor)

§1

Det er og maa være en enhver Soldat bevidst, at hans første Pligt er Hørighed og Lydighed imod enhver af sine Foresatte, og kan den derfor ei heller uberørt forbigaaes.

§2

En regimentstambour bør med Henhold til foregaaende §, især beflitte sig paa at være en sand Soldat; ærekjær, ædruelig, og dette Sidste især, i en fortrinelig Grad frem for nogen anden.

§3

Han bør være prober i sin Paaklædning, da han stedse er den Første ved en Parades Opførelse og saaledes bør vise sig som et Mønster for Andre, hvorved han ei alene gjør det Resp. Regiment, hvorved han tjener, Ære, men vil tillige gavne sig selv ved at erhverve sig sine Foresattes Tilfredshed og Bifald.

§4

Han bør være meget Agtpaagivende ved alle Parader og ved Bataillons Formeering for at observere hvorledes bliver Commanderet, og da strax signalere Musikpersonalet og Spillemændene forsaavidt disse vedkommer.

§5

Han bør holde Orden ved Musikpersonalet og i Fald der blandt disse maatte opkomme nogen Uorden eller vises Overhørighed, da strax derom at gjøre Melding til den tjenestgjørende Adjutant.

§6

Han maa nøiagtigen gjøre sig bekjendt med Reglementet for ved alle Manoeuvrer strax at kunne vide paa Sted Musikpersonalet henhører, samt i hvad Orden de skulle staa.

§7

Han bør endvidere være musikalsk, dog i det Mindste kunne traktere eet Instrument for at være desto tactfuldere, da han bør bibringe enhver Recrut=Tambour - ja endog stedse øve de tjenstgjørende Tambourer i den rigtige Cadence, for at denne saaledes stedse bliver iagttaget af Tambourerne, naar de skal slaae, for en Battaillon, Compagnie eller Parade; alt eftersom Reglementet eller Befalingerne byde. Naar tillige fra høie vedkommende Styeder blev forlangt en nye Marsch etc. opsat for Tromme, saa vilde det i saadant Tilfælde fornemmelig være til stor Hjælp og Lettelse for en Regimentstambour at være musikalsk.

§8

Han bør kunne traktere Trommespillet frem for nogen Anden i Regimentet, og i alle Maader vise at han ikke alene bærer - ogsaa fortjener Navnet af Regimentstambour.

§9

Han bør kunne oplære en Recrut-tambour efter den i 2det Capitel fremsatte Methode, og danne dem til saadanne Subjecter der kunne være Regimentet til Nytte og bringe han Ære.

§10

Han maa ved at marschere foran Musikpersonalet ved en Parade søge at forbinde Militairanstand med Grazie; og naar han nu med et saadant godt Udvortes tillige forbinder en god moralsk Charecteer, saa er det en god Tanke at have Qualificeret sig til et dueligt Menneske, der kunne gavne efter Evne i sit Fag.

§11

Ligesaa nødvendigt det er at han kan traktere en Tromme til Fuldkommenhed , saa nødvendigt er det ogsaa at han kjender dens enkelte Deele, ikke alene for at kunne sammensætte dem, men endog i paakommende Tilfælde at tilberede dem af raa Materialer og i en Føje Tid gjøre dem brugbar. I denne særskildte Videnskab maa han kunne undervise sine Lærlinge; hvorom i 3die Capitel nærmere skal omhandles.